Kommunen som spydspids for andre kommuner
Stort valgmøde på torsdag den 3. oktober med Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune
- Kommunevalget er en oplagt mulighed for at være med til at præge den kommune, man bor i og dermed tilbringer rigtigt meget af sin tid. Derfor er det bestemt heller ikke ligegyldigt, hvem der sidder på taburetterne oppe i byrådssalen på Hvidovre Rådhus. Det fastslår Flemming J. Mikkelsen, formand for Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH, der har op imod halvdelen af de private grundejerforeninger i kommunen som aktive medlemmer. Han mener, at det er vigtigt med en god dialog mellem borgere og politikere forud for kommunevalget den 19. november: - Netop at det er så afgørende, hvem der driver kommunen de næste fire år er baggrunden for, at vi i SGH indbyder til et valgmøde. Her har man - uanset om man er grundejer eller ej - mulighed for at få del i diskussionen med de politikere, som gerne vil være kommunens fremtidige magthavere, og som derfor gerne vil vælges til kommunalbestyrelsen. Vi håber derfor, at mange har lyst til at møde op, tilføjer Flemming J. Mikkelsen. Alle politikere er med En repræsentant for hvert af de opstillede partier - med borgmester Helle Adelborg i spidsen - deltager i panelet på vælgermødet. - Det er ikke ligegyldigt, hvem man stemmer på. Ønsker man en bedre trafiksanering i kommunen, en mere grøn kommune, færre eller flere vindmøller eller måske en lavere ejendomsskat, ja så er det bare om at komme i gang med at debattere med de politikere, der opstiller. For måske at få indflydelse på nogle af de initiativer, som man mener er nødvendige for, at Hvidovre Kommune kan blive den spydspidskommune, andre kommuner spejler sig i, hår det gælder trivsel og velfærd for borgerne og optimale og innovative vilkår for erhvervslivet, fastslår Flemming J. Mikkelsen... - Og det skal være nu. Der er fire år til næste valg, så chancen er der den 3. oktober i Lille Friheden, slutter han...