Fortsæt til indhold

Monsterregn skaber rekreativt område

Den 3. oktober indvies Digterhaven, som er en smuk plet i kvarteret og samtidig en sikring mod oversvømmelser

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Et helt særligt eksempel på klimatilpasning har set dagens lys og indvies den 3. oktober i Sønderborg. 'Digterhaven' i Sønderborgs digterkvarter er resultat af et samarbejde mellem Sønderborg Forsyning og Sønderborg Kommune.
Monsterregnen har før resulteret i oversvømmelser blandt andet i krydset Skovvej og Grundtvigs Alle til stor gene for trafikken. Det problem er løst nu, idet der i 'Digterhaven' er etableret bassiner, som kan opsamle regnvandet og derefter udlede det i et neddroslet tempo, som landskabet kan optage.
"Klimaet ændrer sig, og det må vi tilpasse os. Når vi gør det på en måde som her, hvor regnvandet bliver en ressource i stedet for et problem, så synes jeg, vi har løst opgaven godt. Vi aflaster kloakkerne samtidig med, at der er skabt et rekreativt område midt i et eksisterende boligkvarter," siger Peter Hansen, formand for teknisk udvalg i Sønderborg Kommune.
Digterhaven består af fem bassiner med hver sin type beplantning. Regnvandet løber til bassinerne fra øst og vest og derfra til et centralt bassin. Mellem bassinerne er der etableret gangstier, dels med belægning, dels med græs, som giver mulighed for både leg og ophold. Opholdszonerne indbyder til f.eks. grill og anlæg af urtehaver og legepladser.
I planlægningen af området er der taget hensyn til de villahaver, som Digterhaven grænser op til, således at den falder naturligt ind i miljøet som en stor, fælles baghave.

Indvielse

Torsdag den 3. oktober finder den officielle indvielse sted fra kl. 15–17 for enden af Kaj Munks Vej med taler af ved Lars Rieman, direktør i Sønderborg Forsyning, og Peter Hansen samt grillpølser og noget at drikke.