En Hvidovre-kæmpe er gået bort
HBC"s æresmedlem og tidligere formand Georg Røner er død 82 år gammel.
Georg var om nogen manden bag Hvidovre Badminton Club og ikke mindst opførelsen af HBC-hallen i 1959 på Bibliotekvej. Klubben startede som en afdeling af Holmegårdens Gymnastikforening i 1947. Sidst i halvtredserne modnedes tanken om at få en rigtig badmintonhal efter at have spillet på skolen og lejet haller i Valby. Man søgte kommunen om kommunal halplads, men det lykkedes ikke. Til gengæld blev en byggegrund i Hvidovre Midt stillet til rådighed. Det var man lidt skuffet over, idet de fleste medlemmer var fra Nord. Georg blev formand og medlemmerne besluttede selv at bygge en hal. Først skulle der dog skaffes 180.000 kr. hvilket var mange penge den gang. Med en gigantisk indsats f.eks. et midnatsshow i Hvidovre Kino, hvor bl.a. Gitte Hænning og Ove Sprogø optrådte, et lotteri mv. blev et stort beløb indsamlet. Dansk Idrætsforbund og Badmintonforbundet lovede tilskud, og Bikuben gav tilsagn om lån. Alligevel manglede der over 20.000 kr. Medlemmerne blev bedt om at tegne aktier á 2-300 kr., hvilket lykkedes. Planlægning og opstart kunne igangsættes. Omkring 50 medlemmer deltog i byggeriet efter fyraften og i weekenderne. Fra påsken 1959 til november blev hallen færdig ved frivilligt arbejde. Georg Røner var formand, byggeleder, ingeniør mv. under byggeriet. Medlemmerne døbte ham ¿Store Høvding¿, og den 30. november slog Georg det første fjerboldslag i den nye hal. Siden gik det stærkt. Klubben voksede og voksede og blev på et tidspunkt Hvidovres største. Fra starten med tre baner blev der bygget yderligere to baner á to gange, og dermed i starten af halvfjerdserne syv baner. Georg var naturligvis bag det hele. Han gik af som formand i 1967, hvor Finn Jacobsen tog over. Georg har måttet med stolthed senere se alle de danmarksmestre, europamesterskaber og et verdensmesterskab, som klubben og spillerne skaffede. Men det var langt fra slut med foreningsarbejde. Georg sad fortsat med i diverse udvalg i HBC, og han blev blandt andet den første formand for FIH, Sammenslutningen af idrætsforeninger i Hvidovre. Desuden har han været præsident for Lions Club og har haft mange andre tillidsposter. Georg nåede også at have en travl og aktiv karriere i det civile liv. Georg var medejer af det rådgivende ingeniørfirma Knudsen og Sørensen, der medvirkede i kølehusbyggerier i hele verden, hvilket gav mange rejsedage til fjerne destinationer. Familien boede i mange år på Nørremarksvej, men da kræfterne blev lidt mindre til pertentligt at holde et stort hus, lagde man billet ind på en andelslejlighed på det nyopførte andelsboligbyggeri på Holmelundsvej. Snart var Georg naturligvis formand for beboerne her, han påpegede mange fejl og mangler undervejs. Han kunne ikke tolerere sjusk med noget. Georg kom, indtil sygdommen tog over i foråret, stadig i HBC til holdkampe og andre begivenheder. Han var også medlem af en lille rafleklub, der mødes en gang om måneden. Kravet var - og er at møde iført butterfly og godt humør. En epoke er slut, og et fyrtårn er blevet slukket. Georg efterlader sig sin dejlige hustru Grete, to døtre, børnebørn og oldebarn. Han vil blive savnet også i de foreninger m.v., som han har sat sit store præg på. Æret være Georg Røners minde. Hvidovre Badminton Club. --- Bisættelsen finder sted fra Hvidovre Kirke på onsdag den 2. oktober kl. 13.00.