Fortsæt til indhold

Jeg vil få folk til at grine

Lokalavisen har mødt Andreas Bo, der lørdag aften underholder på Sønderborghus med sit oneman-show Plagiat

Arkiv
Mikkel Hansen

Han startede med at spille skøre versioner af Shakespeare på skoler rundt i landet, men det var først i sen alder, at Andreas Bo gennembrud lydmuren og blev folkeeje i Live fra Bremen.
På lørdag optræder han på Sønderborghus med soloshowet Plagiat. Lokalavisen har mødt den hurtigt snakkende komiker.
Det er tredje gang, at Andreas Bo turnere med Plagiat og anden gang showet kommer til Sønderborg.
“Det gik skidegodt. Det var et fedt show, og publikum var glade for det. Da jeg nærmede mig afslutningen på turnéen tænkte jeg: Det kan ikke passe, at det skal slutte her. Derfor tog jeg en omgang mere. På et tidspunkt blev jeg syg og måtte aflyse nogle shows, så derfor er jeg nu ude på tredje turné,” siger Andreas Bo, der dog understreger, at nu er det sidste omgang med Plagiat.
Plagiat er første soloshow fra Andreas Bo's hænder, og i showet oplever publikum en mere personlig komikere end normalt.
“Jeg tager meget udgangspunkt i mit eget liv med skilsmisse, livet som single og sms-flirt.
I showet retter Andreas Bo helst skytset mod sig selv.
“Man kan vælge “Hva' fanden sker der lige for Amager?” og gøre grin med andre, eller man kan bruge de situationer, hvor man selv har været en idiot, og for mig er det sidste, det bedste. Det er ikke fordi jeg er for fin til at træde andre over tæerne. Jeg skyder gerne under bæltestedet mod andre, men det fungerer bare bedst, når jeg bruger mig selv.”
Andreas Bo er især kendt for sine efterligninger af folk som f.eks. Thomas Blachman og Johannes Møllehave, og dem bliver publikum heller ikke snydt for.
“Jeg kan jo ikke lave et show uden at parodiere kendte personer. Det forventer publikum på samme måde, som man forventer, at Gnags spiller Burhøns til deres koncerter,” fortæller Andreas Bo.
“Der skal være noget specielt ved den person, man parodierer. Der skal gerne være en krog, man kan hænge parodien op på. Det kan være f.eks. en speciel accent eller nogle typisk bevægelser. Det er ikke nok, at jeg måske ligner en person lidt og kan tale som ham. Det er jo ikke sjovt i sig selv, så jeg skal også kunne finde jokes, der passer til perosnen”, siger Andreas Bo, der kun har fået ros fra sine “ofre”.
“Der er flere, der har tinget og sagt: Det var fedt. Jeg har aldrig hørt noget negativt fra nogen. Parodierne er jo også kærlighed. Folk elsker Ole Henriksen og Thomas Blachman, og det er derfor parodierne er så populære. Jeg er bare en tyv, der planker deres popularitet.”
Publikum kan som nævnt se frem til at opleve flere af Andreas Bos populære parodier, men hans udgave af Kim Larsen må publikum dog undvære, hvilket flere blandt publikum har spurgt om.
“Jeg svarer dem: Det er fordi, du også skal købe billet til det næste show,” griner Andreas Bo og bliver så alvorlig:
“Men jeg ved faktisk godt, hvordan det er at vente på noget, der ikke kommer. Jeg var selv til koncert med Michael Bublé i Hamborg - og han spillede ikke Lost. Jeg blev faktisk sur.”
“Det har været en rigtig fed oplevelse at lave mit eget show, og jeg vil uden tvivl lave mere af den slags. Min drivkraft er at få folk til at grine. Det er vidunderligt, når det lykkes.”
Andreas Bo kan opleves på Sønderborghus den 5. oktober kl. 20.00. Billetinformation findes på www.sonderborghus.dk.