Fortsæt til indhold

Frivilligheden fejres

Arkiv
Arkiv

Ugen er næsten omme. En uge, der har stået i frivillighedens tegn. En uge, hvor alle de, der dagligt, ugentligt, månedligt og årligt stiller op til arrangementer over hele byen, er blevet fejret. Frivillig Fredag, der løber af stablen i morgen, er en national tradition. Men i Hvidovre har man valgt at gå skridtet længere og fejre de frivillige i en hel uge. For det fortjener de. Men Frivillighedsugen har naturligvis også en anden dagsorden. Ikke kun skal de nuværende frivillige fejres. Man vil også gerne have, at andre borgere stiller op, når det gælder. Det at være frivillig har mange ansigter. Nogle er frivillige for at give ensomme mennesker selskab. Andre for at samle ind til fattige i 3.verdenslande. Men det er også frivillighed, når far træner lilleputhold eller når mor kører børnene og deres kammerater til svømmestævner i weekenden. Det er frivillighed, når man tilbyder at være kasserer i den lokale akvarieklub. Og det er frivillighed, når man gang på gang er med til at arrangere bankospil. Så stil op. Man har brug for din hjælp derude. Faktisk har alle klubber, idrætsforeninger og klubber,m der støtter en god sag altid brug for en ekstra hjælpen hånd eller to. Og vær med, når de nuværende frivillige i morgen fejres på Frivillig Fredag på Risbjerggård. Her kan du også få dig en snak om det, at gøre noget for andre, uden at tjene en krone på det.