Svømmehal bør ligge i Skibby
Hornsherred har behov for en svømmehal. Og den bør ifølge SIK placeres i Hornsherreds hovedstad: Skibby
Skibby Idrætsanlægget ved Skibbyhallen skal udvikles, så det bliver et regionalt samlingspunkt i kommunen. Og det indbefatter, at der laves en svømmehal, lyder det fra Skibby IK. "Svømmehallen er noget man arbejder hen imod. Det er nærliggende, at der skal ligge en svømmehal på Hornsherred, og selvfølgelig skal den ligge i Skibby. Vi kigger jo lidt mod Slangerup, og det center de har, og det vil vi etablere her," siger Henrik Forsberg, der er medlem af hovedbestyrelsen i SIK. "Skibby er jo hovedstaden på Hornsherred. Og rent infrastrukturmæssigt så runder alle busserne jo Skibby, og så er der det kommercielle aspekt i det, at man formentlig vil kunne tiltrække nogen fra Lejre. Området byder jo ind til, at man kan lave et idrætscenter," siger han. Første skridt i planen er taget ved, at klubben nu har etableret petanquebaner på anlægget. SIK arbejder også udfra en plan om, at der skal etableres en ekstra fodboldbane, som følge af at den nye kunstbane rent faktisk blev placeret på opvisningsbanen. Derudover er der planer om, at lave et cafeterie, som skal placeres mellem Skibbyhallen og en svømmehal, et motionscenter, en skaterbane, udendørs motionsredskaber samt ekstra parkeringspladser. "Det handler om økonomi," siger Henrik Forsberg. "Men vi er ukuelige herude. Det tog os 25 år, at få en kunstbane, men jeg vil da håbe, at man indenfor fem år kan få en svømmehal. Behovet har jo været der i mange år." Ifølge Henrik Forsberg håber SIK, at der kan blive startet en decideret petanqueklub i SIK-regi, ligesom klubben håber, at få skabt mere samarbejde med de andre foreninger i byen. "Vores store ønske er at få skabt et større samarbejde med de øvrige foreninger i Skibby. Vi går for eksempel med tanker om at tilbyde, at man i vinterperioden kan bruge vores lokaler. Det kunne være sy- eller kortklubber. Lokalerne står jo stort set tomme fra oktober til april, og det synes vi er lidt ærgerligt."