Herfølgedag i rigtigt smukt efterårsvejr
HERFØLGE: Lørdag den 28. september var der igen Herfølgedag på pladsen foran Herfølge Bibliotek og på selve biblioteket.
Køge–Herfølge jagthornsblæsere åbnede dagen med flotte fanfarer.
Mange engagerede aktører var på pladsen med masser af tilbud: fritidsbeskæftigelse, kulturaktivitet, humanitært arbejde, smukt design og håndværk og et stort børneloppemarked.
Flere værksteder var i gang. Spejderne lavede bålbagte pandekager, Trollehøjen pressede æblejuice, Atelier Solen malede kunstværker, Herfølge Husflid viste trædrejning og det nye Herfølge Fitness satte publikum i romaskiner.
Gymnastikforeningen og COOP/SuperBrugsen gav både oplysning og servering. Biblioteket var vært for arrangementet og lokalarkivet bød på en gættekonkurrence om historiske billeder. Røde Kors, SOS-børnebyerne, hjerteforeningen og Amnesty International mødte op med oplysning og salgsboder. Herfølge Privatskole deltog med en oplysningsbod. Desuden kom flere af vore lokale designere og kunsthåndværkere med deres smukt fremstillede tøj, smykker m.m.
Der var traditionen tro også et stort børneloppemarked.
Ekstraordinært deltog Det Grønne Hus i Køge med en udstilling om Klimatilpasning. Også enkelte politiske partier var repræsenteret.
Mange benyttede det gode vejr til at lægge vejen forbi, så de mange boder blev godt besøgt.
- Herfølgedag tegner til at blive et godt mødested for de mange alsidige aktiviteter, der findes i vores by, siger formanden for Herfølge borgerforening Hans Christian Andersenpm