Fortsæt til indhold

Plan mod lort i drikkevandet

Arkiv
Anette Gundlach

Lort i drikkevandet er sundhedsskadeligt og direkte livsfarligt for nogle mennesker. Og helt sikkert er det meget ulækkert. Men det er, hvad man risikerer at få, hvis en af kommunens vandtanke går læk, og kloakvand siver ind i beholderen.
Hvis uheldet er ude skal alle koge drikkevandet for ikke at blive syge, ligesom de skulle i Køge for nogle år tilbage, hvor man fandt colibakterier i drikkevandet.
Dengang kunne indbyggerne i flere uger ikke drikke vandet direkte fra hanen, men måtte koge det først, mens kommunens folk ledte med lys og lygte efter årsagen.
For at undgå dette, og hvis der opstår andre nødsituationer, der påvirker vandet, er Roskilde Kommune netop nu ved at lave en beredskabsplan over, hvad der skal gøres, hvis uheldet er ude.
Vandforsyningerne i kommunen skal selv lave en liste over de følsømme forbrugere i kommunen. Det er hospitaler, læger, institutioner, skoler og levnedsmiddelproducenter.
Hvis vandet skal rationeres har drikkevandet førsteprioritet, derefter kommer det sanitære vand, så vand til fødevareindustri og til sidst til anden industri.
Hvis vandet skal rationeres, skal der oprettes steder til nødforsyninger, hvor man kan hente de tre til fem liter drikkevand pr. person, som bliver udleveret.
Steder som sygehus og institutioner kan få mere vand, så der ikke opstår mangel.
Folk i Roskilde bliver alarmeret, når der er noget galt med vandet.
Man kan læse mere om planen på Roskilde Kommunes hjemmeside.

ag@roskildeavis.dk