Fortsæt til indhold

Folkelig energi i Hvidovre

Hvidovre får besøg af energifolk fra hele Europa

Arkiv
oashvidovreavis.dk

Årsagen er, at de alle er med i et EU-projekt (benævnt REScoop - Renewable Energy Sources for Cooperatives), der skal opstille modeller for folkelige energiprojekter i hele EU. Erik Christiansen, der er direktør i EBO Consult, er også formand for Middelgrundens Vindmøllelaug, og det er dette laug, der er involveret i EU-projektet og står for tre dages-arrangementer i Hvidovre, København og Hillerød for de besøgende. - Der har vist sig stor interesse for at høre nærmere om folkelige energiprojekter i Danmark og navnlig se resultaterne af borgernes engagement i disse. Faktisk er vi Europas bedste til at gennemføre energiprojekter med og for borgerne, fortæller Erik Christiansen... Spændende dage I Hvidovre skal de besøgende høre om den forbrugerstyrede fjernvarme, om Hvidovre Vindmøllelaug og om det kommende solprojekt i Hvidovrebo¿s afd. 6. Sidstnævnte projekt er af de besøgende udpeget som et af EU¿s bedste projekter vedrørende integration af vedvarende energi i et samarbejde mellem beboere og det forbrugerstyrede fjernvarmeselskab FD Hvidovre. Formanden for afd. 6, Finn Halberg, vil orientere om samarbejdet mellem beboere og forsyningsselskab og ude ved Hvidovre Vindmøllelaugs mølle på Avedøre Holme vil formanden for lauget, Erik Frølund-Thomsen, informere om, hvordan det kan lade sig gøre at rejse en mølle med lokal borgerdeltagelse. I EBO Consult informeres de besøgende om organiseringen af Hvidovres fjernvarmeselskaber, hvor brugerindflydelsen er i fokus. Om fredagen holdes et større arrangement i København med deltagelse af folk fra folkelige energiprojekter fra hele EU. Dansk Energis adm. direktør Lars Aagaard vil orientere om betydningen af folkelig energi i Danmarks energiforsyning, Naturstyrelsens vindmøllerejsehold vil orientere om lokal forankring af vindmølleprojekter, lektor Lars Torpe fra Ålborg Universitet vil orientere om den særlige danske foreningsånd og mange andre indlæg fra de forskellige foreninger vil danne rammen om en særlig folkelig energidag. Lørdag besøges Middelgrundens Vindmøllelaugs møller på Middelgrunden og Solhuset i Avedøre sammen med endnu et besøg til Hvidovre Vindmøllelaug. Om eftermiddagen besøges Hillerød, hvor borgmester Kirsten Jensen vil orientere om byens særlige miljø- og energiprofil, hvorefter det folkeejede bioforgasningsanlæg i Hillerød vil blive besøgt med Hillerød Forsyning som vært. Der er lagt op til nogle spændende dage, hvor folk fra forskellige energisektorer for første gang mødes om noget fælles: Det folkelige engagement.