Køge-koks koster for roskildenserne
Regnefejl i nyt projekt ved Junckers giver dyrere fjernvarme for andre kommuner i varmesamarbejdet VEKS
En ordentlig omgang koks i beregningerne om udgifterne til et nyt varmeværk i Køge kommer sandsynligvis til at koste dyrt for fjernvarme-brugerne i Roskilde og de øvrige kommuner, som er med i det store samarbejde VEKS. VestEgnens KraftvarmeSelskab blev oprindelig oprettet af en række kommuner på strækningen fra Roskilde til København som et transport-foretagende, der skal fordele spildvarmen fra forbrændings-anlæg til fjernvarme i alle kommunerne. KARA, det store forbrændingsanlæg i Roskilde, er en af de store leverandører af varmt vand til VEKS’ store rørledning, som har Avedøre-værket i den anden ende. Senere er kommunerne ved Køge Bugt også kommet med i samarbejdet, og da der skulle hentes varme fra et anlæg ved det gamle Junckers Savværk, stillede Roskilde og andre kommuner som betingelse, at det ikke måtte give dyrere fjervarme i de øvrige områder.
25 mio. ekstra
Ledelsen i VEKS lovede, at projektet kunne leve op til dette krav, men det blev alligevel 25 mio. dyrere, og spørgsmålet er nu, hvem der skal betale denne ekstra regning. Hvis det væltes over på fjernvarme-brugerne i de øvrige kommuner, betyder det en pris-stigning, som gør fjernvarmen langt mindre konkurrencedygtig i forhold til f.eks. naturgas. Dermed kommer det store projekt, som Roskilde netop er ved at gennemføre med at lægge fjernvarme-ledninger i Himmelev-området, i fare. Forbrugerne i dette område har selvfølgelig ikke lyst til at skifte til fjernvarme, hvis det bliver betydeligt dyrere. Så fortsætter de bare med den hidtidige naturgas. Men dermed hænger Roskilde Forsyning, der har kommunen som eneste aktionær, på den store investering, som ikke kan tjene sig selv hjem, når der ikke er nok nye forbrugere, som tilslutter sig. Torben Jørgensen (S), der er formand for Roskilde Forsyning og Teknisk Udvalg i byrådet, er rasende over, at et flertal i VEKS på denne måde tørrer regningen for en fejlberegning i Køge af på de andre forbrugere. Han vil nu diskutere med Forsyningen og udvalget, hvilke muligheder der er for at undgå den katastrofale pris-forhøjelse. tk