Højt til vejrs i Øster Starup
Øsvn.If er en lille idrætsforening men en af de store på Volleysiden. Sæsonen for ØSVN.IF 1. divisionshold starter lørdag en vaskeægte lokalderby
Århus, Randers og Kolding er alle blandt landets største byer. Det kan man ikke ligefrem sige, at Øster Starup er. men i Øster Starup ligger en hal, og i den hal spilles masser af topvolleyball mod blandt andet Århus, Randers og Kolding.
ØSVN.IF er en sammenslutning af idrætsforeningerne i Vester Nebel og Øster Starup, og hallen i Øster Starup trækker volleyballspillere til fra især Vejleområdet. "Vi tiltrækker mange spillere fra Vejle, som ganske vist selv har en volleyballklub, som vi også samarbejder med, men den satser mere på motionsidræt og bredden. Vi satser mere at være med i toppen, og er en klub som har været en del af toppen i mange år. Så det trækker spillere til os. Det, og så at vi har en af landets bedst uddannet trænere," forklarer Henrik Jensen, der er holdansvarlig hos ØSVN.IF.
Tre tophold byder klubben på, og der er vel stort set snart flere vollyeballspillere i Øster Starup end der er indbyggere.
Kolding venter
Et herrehold i landets næstbedste række, 1.division, et herre- samt et damehold i 2. division og derudover motionister og børn og ungdomspillere.
På lørdag går det så løs med sæson nummer to i denne omgang af 1. division.
"Målsætningen er en midteplacering, måske endda i top fire. Vi har mistet en hæver og fået en anden, men ellers er der ikke sket de store ændringer. Styrkemæssigt er vi på niveau med sidste år, men holdet har jo et års mere erfaring med 1. divisionsvollye end sidste år. Men der er mange gode hold," siger han.
Et af de hold, ØSVN.IF, bør sammenligne sig med er lokalrivalerne fra Kolding, som er modstanderen i sæsonåbningen.
"Kolding er vel en svag favorit, men vi slog dem i den seneste træningskamp. Men når sæsonen ikke er gået i gang, er det svært at vide, hvor vi står henne styrkemæssigt overfor hinanden," siger han.
Kampen i Kolding spilles på Kolding Pædagogseminarium klokken 12 lørdag 6. oktober.
Man kan se mere på www.osvn.if.dk