Få din campingvogn klargjort til en hård vinter
Det er ikke kun om foråret, det er vigtigt at få campingvognen tjekket efter
campingvogn Den varme sommer er ovre og de første nætter med temperaturer ned nær frysepunktet, har været over os. Derfor er mange campingvogn-ejere begyndt at tage deres campingvogne med hjem fra campingpladserne. Der er dog visse ting man skal huske, inden man sætter sin campingvogn i hi.
"Det er vigtigt, at man husker at tømme hele sit anlæg for vand, så man undgår frostsprængninger i rør og vandhaner," fortæller Søren Hansen fra SH Bil & Camping i Varde.
Er skaden først sket, opdager man det ikke lige med det samme.
"Det opdager man først når man er på campingpladsen igen. Så får man vand ud på gulvet, og disse skader ser vi mange af hvert forår," tilføjer Søren Hansen.
Udover at få tømt campingvognen for vand, så skal køleskabet også tømmes, og der skal slukkes for gassen.
"Der er ikke noget så ulækkert som et køleskab med mug, når sæsonen skal til at starte," lyder det fra campingeksperten, som også råder folk til at få tjekket lufttrykket på campingvognen.
"Det er også vigtigt at få ordnet. Campingvognen skal stå på et ordentligt dæktryk, så den ikke står på halvflade dæk. Så mørner dækkene," siger han.
Det allerbedste råd til en ejer af en campingvogn er, at få den ud til en bondemand i en lade, hvor der er tørt. Hvis man så også putter affugter poser ind i campingvognen, så tager de den fugt, der evt. måtte komme. Husk endelig en spand under.
Travl periode
Hvis man tror, at der nu er dømt vinterferie hos SH Bil & Camping, så tager man fejl.
"Vi har vanvittigt travlt. Jeg har ti store skader i campingvogne, der skal laves her i vinterperioden. Der er jo mange campingvogne, der har fået buler," fortæller Søren Hansen.
Nogle har kørt for tæt på andre campingvogne, andre har ramt et træ, mens en del også har fået haglskader, når de har camperet omkring Gardasøen.
"Hvis man har nogle skader, der skal rettes inden campingvognen igen skal bruges, så vil det være en god idé at ringe og bestille en tid, så vi kan få det ordnet inden foråret," slutter Søren Hansen.