Fortsæt til indhold

Forude venter masser af børneteater

11 forestillinger hen over efteråret med børnetater venter børnene i Vejle Kommune

Arkiv
Arkiv

Efteråret nærmer sig, og hvad er så mere nærliggende end at søge underholdningen indendørs. For børnene bliver der masser af muligheder for at lade sig fornøje og opsluge af de mange børneteaterforestillinger, der bliver vist rundt i hele kommunen resten af året.
Ikke mindre end 11 forestillinger er på børneteaterplakaten frem til nytår. I foråret var der rift om billetterne, og efteråret byder på mindst lige så gode, sjove, eftertænksomme og mærkelige teaterforestillinger. Så det gælder om at være hurtigt ude, for at sikre sig de eftertragtede billetter. Som vel at mærke er gratis til de fleste af forestillingerne. Forestillingerne henvender sig til de helt små fra 1½ år og op til de større børn i 11-års alderen, men forældrene er også velkomne.
Anden tirsdag i hver måned åbner Vejle Kommunes eksperimenterende børneteater Xeneriet dørene til deres store teatersal.
Til forestillingen ”Det Magiske Lydcirkus” den 8. oktober inviteres du indenfor til et univers, hvor intet er, som det ser ud til at være. Her ændrer musikinstrumenter, kroppe, møbler og dagligdagens genstande sig på magisk vis og børnenes fantasi og nysgerrighed bliver med sikkerhed sat i gang.
De gratis billetter kan bestilles 14 dage før hver forestilling via www.xeneriet.vejle.dk.

Statsministre, spøgelser og en glad løve

På kommunens biblioteker kan du opleve en statsminister, der gerne vil gøre alle glade. En glad løve fra zoologisk have, der benytter sig af chancen til at komme ud og hilse på byens borgere, da dyrepasseren en dag glemmer at lukke porten.
En poetisk danseforestilling fuld af mystik og magi, der på én gang handler om det svære ved at miste én, man holder af, og samtidig er en hyldest til de mange alsidige opfattelser af, hvad der sker efter døden – det hele sammenblandet i en farverig barnefantasi. Så der bliver åbnet for både grin, undren, forskrækkelse og livets store spørgsmål.
Billetterne bestilles via bibliotekernes hjemmeside.
Du kan få et samlet overblik over de mange forestillinger under ”mest for børn” på www.oplev.vejle.dk. Her kan du også læse mere om de enkelte forestillinger og se, hvor du får fat i de eftertragtede billetter. Selvom de fleste af forestillingerne er gratis, er pladsen begrænset, og derfor skal du bestille billet til forestillingerne.