Næsten irsk på møllen
'Almost Irish' giver koncert på Tørning Mølle
"Tørning Mølle glæder sig helt vildt meget til at byde Almost Irish, der består af brødrene Lukas, Rasmus, Alexander og Jacob, alle med efternavnet Nielsen, velkommen igen på Tørning Mølle," fortæller Bjarne Beck fra Tørning Mølle, og fortsætter:
"Denne gang skal de spille i Kultur- og Aktivitetsladen, som med sine helt unikke lydforhold vil understøtte disse fire brødres stærke musikalske fortolkning af original irsk folkemusik. Der venter publikum en stor oplevelse, når de fire brødre blander flerstemmig sang, irske fløjter, guitarer, violin, tenorbanjo, bouzouki, mandolin, kontrabas og rammetrommer sammen til en imponerende helhed. Brødrene finder selv de gamle originale irske sange og melodier frem, fortolker dem med stor respekt for de gamle traditioner."
"Publikum bliver placeret ved caféborde, så man under koncerten kan nyde et glas vin eller en fadøl," fortæller Bjarne Beck.
Koncerten finder sted torsdag d. 24 oktober 2013 kl. 19.30. Billetter købes på tlf. 7450 7450 eller på www.toerning-moelle.dk. Arrangør er HSUF Støtteklub og Tørning Mølle.