Fortsæt til indhold

Skoleelever fik sved på panden

Sydjyske mesterskaber: I onsdags var der fodbold på skoleskemaet for områdets 10. klasser

Arkiv
Arkiv

Selvom der var færre tilmeldte hold i årets udgave af de sydjyske mesterskaber i skolefodbold, så var der intet i vejen med kampgejsten. Tværtimod, så blev der gået til den med ildhu, da eleverne i går indtog banerne ved Haderslev Idrætscenter.
Både Realskolen og 10. ved Kløften havde sendt flere hold afsted, men også skoler fra bl. a. Fredericia, Varde og Aabenraa havde taget vejen til domkirkebyen, for at vinde pokaler.
"Uheldigvis afholder områdets efterskoler deres eget stævne i dag, så det er kun Efterskolen SINE, som stiller op her til skolefodbold. Men det sådan er det, og fint at vi i hvert fald har SINE med," fortæller skolelærer Stig Kongsted Hansen.
Selvom der var flest drenge, som jagtede bolden, så var pigerne ikke mindre ambitiøse i deres målsætning.
"Lige nu går det ikke så godt for vores 2. hold," fortæller Mette Aagaard fra 10. ved Kløften, efter nederlaget til Fredericia," men der er flere kampe, så der er håb forude. Man skal ikke opgive på forhånd og når vi deltager, så er det selvføgelig for at nå så langt som muligt."
Vinderne hos drengene blev 10. Fredericia, som i finalen slog Sine Efterskole. Hos pigerne vandt 10. Vejen meget knebent efter omkamp og straffespark over 10. ved Kløften.
"Ved Kløften førte ellers den ordinære kamp med 2-1 indtil fem sekunder før tid, hvor Fredericia udlignede," fortæller Stig Kongsted Hansen, som fulgte dysten fra sidelinjen.