Fortsæt til indhold

De ældre skal sætte kryds

Den 5. november skal 13 nye medlemmer til Esbjerg Kommunes Ældreråd vælges. Lokalavisen præsenterer kandidaterne i de kommende uger

Arkiv
Louise Ritter

18 kandidater - 13 pladser. Dét er faktum, når alle kommunens borgere i kategorien 60+ den 5. november kan gøre deres stemme gældende ved valget til Ældrerådet. Kun nogle få er på genvalg, så det ligger fast, at det bliver et næsten helt nyt råd, der i årene fremover skal tale de ældste borgeres sag primært overfor de lokale politikere.
Helt sikkert er det også, at Ældrerådet skal have en ny formand efter valget. Efter to valgperioder - den sidste som formand - genopstiller den nuværende formand, Erik Juel Andersen, nemlig ikke.
"Jeg er blevet 75 år og føler efterhånden, at jeg har taget min tørn. Arbejdet har været meget givende, og rådets arbejde er vigtigt. Der skal jo være nogen, der bider politikerne i haserne, så de ikke træffer beslutninger, der er helt ude i skoven," siger Erik Juel Andersen.
Alle Esbjerg Kommunes borgere over 60 år vil få en stemmeseddel tilsendt med posten, men inden krydsene sættes er der selvfølgelig mulighed for at lære kandidaterne at kende. De kommende uger giver Lokalavisen en mindre præsentation - vi starter i dag med de første fire kandidater.
Esbjerg Kommune inviterer også til ældretræf med mulighed for at møde kandidaterne. Det sker den 10. oktober kl. 14.00 på Områdecenter Margrethegården i Ribe, den 18. oktober kl. 13.00 på Områdecenter Hedelund i Esbjerg og den 23. oktober kl. 14.00 på plejecenter Østergården i Gørding.