- Klar med hele Byens Bedste Hold...
Hvidovrelisten præsenterer 15 kandidater, der repræsenterer ALLE Hvidovres borgere, lyder det fra partiet
- Det betyder imidlertid ikke, at partiet har været i tvivl om, hvem kandidaterne skulle være, lyder det fra Hvidovrelistens Arne Bech:. - I Hvidovrelisten kan vi godt lide at være i god tid, så holdet var stort set allerede klart ved den politiske generalforsamling i november sidste år - sammensat i overensstemmelse med medlemmernes og kandidaternes egne placeringsønsker, lyder det fra Arne Bech. Partiets medlemmer fik således den endelige præsentation af kandidatlisten på Hvidovrelistens medlemsmøde i forrige uge. På listen er der både de allerede kendte ansigter fra kommunalbestyrelsen samt en lang række medlemmer, der tidligere har været opstillet til kommunevalget suppleret med kandidater. - Vi ønskede at bevare muligheden for værdifulde forbedringer, så derfor melder vi først endeligt ud nu med det, vi internt kalder: Hele Byens Bedste Hold - et friskt pust på det rigtige tidspunkt og stadig i god tid før valget, siger Arne Bech. Kandidaterne Selv står Arne Bech naturligvis placeret som partiets absolutte spidskandidat. I den øverste del af listen står endvidere kendte ansigter som Gert Krogstad, Susanne Brixum, Frank Løber og Mini Glud. Desuden præsenterer Hvidovrelisten en række nye kandidater som Kristina E. Young, Gertie Hammer Bjørch, Kashif Ahmad og Kim Holm. På listen står endvidere også Søren Østergård, Leif Mejlgren, Gitta Stendal, Gøther Mathisen, Ulla Brund Jensen og Eva Lund Bertelsen. - Fælles har vi et engagement for et bedre Hvidovre, og samlet udgør vi et godt hold præget af ordentlige borgere med stor relevant viden, fordi vi har rødder i lokalområdet, hjerte for sagen og mod til at stå sammen på tværs af lands- og partipolitiske skillelinjer, forklarer Arne Bech. De i alt 15 kandidater repræsenterer ifølge Hvidovrelistens Arne Bech et bredt udsnit af Hvidovres borgere. Det betyder dog ikke, at Arne Bech ikke er bevidst om, at netop Hvidovrelistens tværpolitiske tilgang til lokalpolitik kan være en bekymring for de kommende vælgere: - Medlevende borgere kender os, så vores vanskeligste opgave er i fællesskab at nå de mange borgere, der egentlig ikke følger med men blot sætter deres kryds, som de altid har gjort - selv om tiderne har ændret sig, siger Arne Bech.