En del af byen i udvikling
Der former sig efterhånden et fuldendt billede. Et billede, af et område i Hvidovre, som for længst er bygget færdigt, men har haft nogle hårde år undervejs frem mod den virkelige etablering. Avedørelejrens fremtid bygges op, mere positivt for hver dag, der går. Der har været skiftende forpagtere af caféen Messen, som ikke har haft held til at drive en forretning, men nu - under navnet Bataillionen - endelig ser ud til at have vundet fodfæste. Cirkusmuseet har efter nogle hårde første år haft rekord i år og flere besøgende end nogensinde før, endog fra lande langvejs fra. Samarbejdet med Wonderful Copenhagen er et stort skulderklap. Det summer af liv fra de mange beboelser og ikke mindst Forstadsmuseet er en aktiv del af den gamle kaserne. For ikke at tale om Filmbyens produktionsselskaber, ledt an af Zentropa, der holder store fester, nøgenbader i poolen og inviterer stadigt mange prominente gæster indenfor. Station Next tiltrækker skoleelever fra hele landet. Og de booker gerne en soveplads på vandrerhjemmet Belægningen, når nu de er i lejren. Om lidt troner ét af de helt store prestigeprojekter, Quark, op for enden af Filmbyen - og nu er det også officielt, at Hvidovre Produktionsskole har købt to bygninger i Filmbyen og fremover skal vise unge vejen mod uddannelse fra murstensbygningerne i Avedørelejren. Det giver god mening at samle projekterne - specielt projekter rettet mod unge - i lejren. Unge, der dermed lærer lejren bedre at kende. Kendskab giver som bekendt et bedre indblik og overblik, og med tiden måske også lyst til at bosætte sig i lejligheder og rækkehuse og dermed udvikle Avedørelejren endnu mere. Til glæde for lejren, men ikke mindst for kommunens kasse, der gerne ser flere købestærke skatteborgere til Hvidovre.