Så skal du finde hjertet frem igen
Et hjerte for alle er klar til start. Nu skal der igen samles ind
Så nærmer tiden sig igen, hvor vi skal til at tænke på julens glæder.
De fleste tænker på jul med en følelser af samhørighed, glæde og hygge.
Men ikke alle ser frem til julen. Mange har det ekstra svært i juletiden, og det er disse menneker, at "Et hjerte for alle" har sat sig for at hjælpe.
Det er nu sjette år i træk, at initiativet sættes i værk, og arrangørerne er allerede nu i fuld gang med forberedelserne til aktiviteterne.
Sidste år blev der samlet 700.000 kr. ind til julehjælp, og det beløb håber arrangørerne selvfølgelig bliver endnu højere i år.
Derfor har de også allerede nu en appel til borgerne.
"Hvis nogen sidder med en rigtig god idé, eller hvis man kan fremstille noget håndlavet, som Et hjerte for alle kan sælge, så kom endelig ud af busken", lyder det fra foreningen.
Alt hvad der modtages vil blive solgt fra banegården i JuleHjerteByen på Storetorv, og pengene går naturligvis ubeskåret til julehjælpen.
"Målet er, at vi sammen kan afskaffe den fattige jul i Aabenraa kommune", slutter opfordringen fra Et hjerte for alle.
Man kan kontakte Elena Nielsen 50735053, pnaps@nielsen.mail.dk eller Susan Petersen 22831124, suspet@gmail.com, hvis man kan bidrage.