En by og dens kaserne
Pensioneret major og tidligere minister J.K. Hansen skriver denne anmeldelse af bogen om Haderslev Kaserne gennem 125 år
”Her er jeg, her bliver jeg, herfra går jeg aldrig”. Det er Haderslev Kasernes motto, som også holder efter ”kampene” i forbindelse med det seneste forsvarsforlig forud for, at kasernen og hadersleverne nu fejrer dens 125 års jubilæum.
I forbindelse med jubilæet er der også udgivet et jubilæumsskrift.
Jeg er blevet bedt om at give skriftet en anmeldelse, hvad jeg gerne gør, eftersom det netop i år er 65 år siden, jeg trådte ind på Haderslev Kaserne for at aftjene min værnepligt. Jeg skal tilføje, at mit ophold her blev af kort varighed, idet turen efter modtagelsen få timer senere gik til Sønderborg.
Jeg fik dog senere, under min fortsættelse i forsvaret, mulighed for med mellemrum at forrette tjeneste på den gamle kaserne ved Christiansfeldvej i Haderslev.
Jeg har derfor, både i min fortsættelse ved forsvaret, i min politiske tid og nu i pensionisttiden følt og føler en stærk tilknytning til det sted, hvor jeg i maj 1948 mødte op for første gang i det danske forsvar.
Skriftet er en smuk fortælling om, hvad de gamle bygninger har oplevet gennem årene. Væggene har desværre ikke kunnet tale, men det har mange af de ”beboere”, der har været der gennem tiderne.
Skriftet lægger vægt på de seneste 25 år, men for at få de første 100 år med, som blev beskrevet i jubilæumsskriftet i 1988, har kaptajn Helge Moosmann fra Garnisonsmuseet på fire sider ridset historien op i artiklen ”De første hundrede år - kasernen og beboerne”. Lidt tankevækkende at der har vejet syv forskellige flag over disse bygninger.
By og kaserne
Borgmester Jens Christian Gjesing fortæller om relationerne mellem by og kaserne og den politiske kamp for kasernen.
Ud over gode fortællinger om de forskellige foreninger og afdelinger, der har til huse på kasernen, er bogen også bundet sammen med små artikler, der fortæller om, hvad der skete ude i den store verden, som berørte beboerne.
Forskellige chefer og garnisonskommandanter gennem de seneste 25 år har også beskrevet deres oplevelser, når de har lagt vejen forbi kasernen. Blandt andet fortæller oberst, Lars Møller på en levende måde, om overraskelsen i garnisonskommandant opgaverne og som han selv beskriver det ” jeg havde ikke tænkt meget over, at jeg også skulle være garnisonskommandant - for ærlig talt, hvor svært kunne det være? Jeg blev klogere.”
Og ikke at forglemme så er musikkorpset selvfølgelig også med, og der fortælles om en omtumlet historie og små anekdoter fra tidligere musikere.
Alt i alt et fint skrift på 100 sider, der giver indblik i, hvad der er sket bag de tykke mure, mens verdenen drejede og kasernen stod.
Bogen koster 50,00 kroner, forhandles i de fleste butikker i Haderslev, men kan også bestilles ved GSE, Haderslev Kaserne, Louisevej 2 A, 6100 Haderslev 74 22 44 66.