Fortsæt til indhold

Fremtiden tilhører ungerne

Arkiv
Arkiv

Af Laila Løhde Møller, nr. 8 på den socialdemokratiske liste
LÆSERBREV: Danmark er uomtvisteligt et videnssamfund - så selvom Fredericia Kommunes økonomi er under voldsomt pres de kommende år, mener jeg, at det er vigtigt at vi prioriterer og holder fokus på udvikling, tryghed og trivsel for vores børn og unge! Det er børnene, der i fremtiden skal udvikle og fastholde vores velstand og velfærd.
Derfor skal vi have dagplejepladser, vuggestuepladser og børnehaver fordelt i hele kommunen, så ungerne kan blive passet i nærområdet - for det er tryghed. Og derfor skal skolen være et sted hvor det enkelte barn lærer en masse fagligt - for det er udvikling. Men det er lige så vigtigt at de lærer om (selv)respekt og ansvar, ligesom det sociale liv skal dannes, udvikles og prioriteres.
For mig er det så vigtigt, at vi ikke udhuler folkeskolen rent dannelsesmæssigt og økonomisk. Skolen skal ikke bare være en kasse, hvor vi på den billigst mulige måde skal få flest mulige børn igennem. Rundt om på skolerne bliver der arbejdet med at optimere de fysiske rammer - let forsinket flere steder! - men dog et skridt i den rigtige retning. Jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at det er vigtigt med nogle gode fysiske rammer, og det skal vi følge op på i forlængelse af strukturændringerne. Men det er endnu vigtigere, at vi ikke får drastige nedskæringer i skolernes driftsbudgetter, på trods af fremtidens sparedagsorden.
Vi er nødt til at prioritere vores børns fremtid - for fremtiden tilhører dem!