Fortsæt til indhold

Borgermøde om Skensvedhallens tilbygning

Arkiv
Arkiv

SKENSVED: Kulturudvalget afholder torsdag den 10. oktober kl. 17.30-18.30 borgermøde omkring udvidelsen af Skensvedhallen.
For at optimere foreningsaktiviteterne i Skensvedområdet, søgte Rishøj Idrætscenter i maj 2012, Køge Kommune om støtte til udvidelse af hallen i Lille Skensved.
Køge Byråd vedtog den 27. august 2013 en tilbygning til Skensvedhallens østside på 476 kvm. Tilbygningen består af en ny hovedindgang og foyer, fitnesslokaler til foreningsfitness, diverse aktivitetslokaler med bl.a. køkkenfaciliteter og en udvidelse af depotrum.
Skitseforslaget til tilbygningen er udarbejdet af arkitektfirmaet Bruunsgaard & Laursen i fællesskab med repræsentanter fra Kommunens kulturafdeling og ejendomscenter samt Rishøj Idrætscenter, Skensved Pensionistforening og Skensved Idrætsforening.
På borgermødet vil der være en åben dialog om udvidelsen og ibrugtagning af hallen. Du kan allerede nu skrive eventuelle kommentarer eller spørgsmål, som kan blive drøftet på mødet. Send dine kommentarer til analysekonsulent i Kulturafdelingen martin.haakan@koege.dk.
Borgermødet bliver afholdt i Skensved Hallen, Højelsevej 1B i Lille Skensved.
pm