Fortsæt til indhold

Fra iværksætter i Køge til international spiller

Wuxus startede som lille iværksættervirksomhed i Køge. I dag er det en veletableret virksomhed med succes, som nu tager springet og går globalt.

Arkiv
Arkiv

FREMGANG: Hvorfor lade lastbilen køre halvtom rundt, når man både kan tjene flere penge og reducere CO2-udlippet ved at fylde den op? Det spørgsmål stillede Karsten Kjær sig selv og fik ideen til et it-system, som giver vognmændene mulighed for at få fyldt lastbilen op, tjene ekstra penge og reducere tomkørslen.
Karsten Kjær forlod efterfølgende jobbet som direktør hos 3x34, startede Wuxus op og samarbejdspartnere og vognmænd viste hurtigt interesse for Wuxus. Virksomheden fik derfor brug for et sted, hvor den kunne vokse, og valget faldt på Vækstfabrikken i Køge, som drives af Væksthus Sjælland og Køge Erhvervsservice.
- Vi valgte at blive vækstfabrikant, fordi projektet lød tiltrækkende og udbuddet af serviceydelser matchede vores behov. Vi skulle blandt andet opbygge et solidt nationalt netværk og udvide medarbejderstaben, og det kunne konsulenterne fra Vækstfabrikken og Køge Erhvervsservice hjælpe os med.
Og så er Køge en af de førende byer, som beskæftiger virksomheder indenfor transport og logistik, fortæller Karsten Kjær administrativ direktør for Wuxus.

Spot en lastbil

Vognmandsbranchen er ikke kendt for at tage it-systemer i brug, men med Wuxus er de godt med. Systemet går ud på, at kunden via en hjemmeside finder den nærmeste lastvogn med ledig plads, ringer til chaufføren og får løst transportopgaven.
Wuxus kommer dermed både kunden og vognmanden til gode. Kunden får hurtigere service og betaler færre kilometerpenge, og vognmanden får fyldt lastbilen op og forøger indtjeningen. Derudover er der en klar sidegevinst for samfundet, for ved at mindske spildpladsen i lastvognene mindskes CO2-udledningen også.
- At Wuxus er en fordel for mange parter, viser en rundspørgning, vi har foretaget med al tydelighed. Tilbagemeldingerne på undersøgelsen var, at de vognmænd, som har brugt Wuxus siden 2010 - hvor vi startede op – reducerede deres tomkørsel med mere end 20 procent. Men det allerbedste er, at de samtidigt har oplevet en indtjeningsfremgang på 103 procent uden, at de har kørt markant flere kilometer. Wuxus kommer altså både kunden, vognmanden og miljøet til gode. Det er jo ret stærkt, og vores system kan bruges af vognmænd verdenen over, så vi arbejder nu på at indtage eksportmarkedet, fortæller Karsten Kjær.

Klar til global vækst

For at blive klar til det udenlandske marked har Wuxus tilmeldt sig et par af Væksthus Sjællands tilbud. Herunder Global Vækst og en arrangeret forretningsrejse til Kina.
Med Global Vækst deltager Wuxus i et kompetenceforløb, hvor de over seks måneder bliver klædt på til deres internationale arbejde. Forløbet munder ud i, at Wuxus konkret er i gang med at øge deres internationale indsats.
Med forretningsrejsen til Kina får Wuxus mulighed for at undersøge det kinesiske marked og besøge potentielle samarbejdspartnere, der kan hjælpe dem i gang med salget på det kinesiske marked. Planen er, at Wuxus ruller ud i starten af det nye år.