SlotssøBadet vandt DM-mesterskab i saunagus
Det blev for 3. gang Bo Hegelund fra SlotssøBadet i Kolding, der løb af med det årlige DM i den specielle disciplin saunagus.
Bo vandt i den klassiske udgave af DM og der venter nu en rigtig spændende og udfordrende opgave ved VM i Østrig i oktober. Saunagus er egentlig en rigtig gammel opfindelse, som efter krigen fik stor opblomstring i særdeleshed i Tyskland, efter at de tyske soldater vendte hjem fra for eksempel Norge og Finland; Hvor man har kendt til traditionen med, at hælde forskellige olier på saunaovnen igennem mange generationer.
At oliedampen nu så også bliver hvirvlet rundt i saunaen ved hjælp af forskellige håndklæde-teknikker er noget, der er kommet til langt senere. Bo Hegelund havde ved dette års DM, som blev afviklet i saunaerne i Marina Fiskenæs i Gråsten, valgt et historisk tema, meget tæt op af historien, som findes i Dronning Dorotheas Badstue, som jo er en del af SlotssøBadet.
Det var nemlig hele historien omkring ”Kongen af Danmark”, den gamle danske bolsje, som Bo fik forklaret de besøgende saunagæster, så godt, at mesterskabet kom i hus.
Bo har lovet at give prøver på sin saunagus løbende i løbet af den kommende mørke tid i forbindelse med årets stilleaftener i SlotssøBadet.