Gratis film for filmnørder - og andre
Middelfart Filmfestival er skæve, sjove, kantede og eksperimenterende film - et frisk pust på filmkunstens udvikling
Så er der filmfestival i Middelfart. “Spot On”, som festivalen hedder, finder sted fredag den 4. oktober i Ungdomshuset Walker og lørdag den 5. oktober på KulturØen. Filmfestivalen er fyldt med film, der langt fra mainstream.
Bag “Spot On” står Middelfart Kommunes Billedkunstråd, der tidligere har arrangeret filmdage med fokus på billedkunsten som tema. Men med filmfestivalen “Spot On” ønsker Pia Wirnfeldt og Bodil Lütken fra Billedkunstrådet at skabe et levende miljø for eksperimenterende filmkunst i bredere tematisk forstand.
Årets festival vil derfor først og fremmest sætte fokus på de smalle film, hvoraf nogle har afsæt lokalt, og andre er udlånt fra Odense filmværksted og The Animation Workshop i Viborg.
Foruden en bred vifte af spændende filmoplevelser, vil man også gennem foredrag kunne få indblik i filmkunstens tilblivelse - fra idé til værk.
Filmfestivalens mere rummelige koncept er besluttet ud fra ønsket om at ramme et bredere publikum. Som noget helt nyt samarbejder Middelfart Kommunes Billedkunstråd derfor med Ungdomshuset Walker – et levende og ungt miljø for skabelse af bl.a. musik og film i Middelfart. Foruden gode rammer for film, har Ungdomshuset Walker også en café med mulighed for at kombinere filmoplevelserne med hotdogs, popcorn og god musik - i et uformelt fællesskab, hvor alle er velkomne.
Fredag
“Spot On” er film, der skiller sig ud. Film, der har noget på hjerte.
Fredagens program i Walker vil blandt andet byde på syv af de bedste film fra Odense Filmværksted her og nu. Herudover vil elever fra Middelfart Gymnasium vise to af deres egne produktioner, kortfilmene Vaterpas og Undskyld. Endelig vil instruktør Jannick Grool fortælle om sit arbejde med at lave animationsfilm. Efter film-fremvisningerne kan man besøge YouTube-cafeen og fortsætte festen i Ungdomshuset Walker.
Lørdag
I løbet af lørdagens program i Panorama på KulturØen, vil filminstruktør Michael Noer fortælle om sit filmarbejde i grænselandet mellem dokumentarisme og fiktion. Han er lige nu aktuel med filmen Nordvest.
Samme dag vil man også kunne opleve Jørgen Leths portrætfilm, 'Jeg taler til jer', om kunstneren John Kørner. Her kommer vi ind under huden på én af tidens mest toneangivende billedkunstnere og får indblik i Kørners arbejde med Afghanistan-billederne.
Lørdag kan man også opleve Michael Madsen og Maiken Nørups film 'Middelfart i gennemsnit'.