Fortsæt til indhold

“Australien ligger helt nede i bunden af verden”

Børnene hos Onkel og Tante i Rugsted har haft besøg fra Down Under

Arkiv
Jørgen Flindt

Nu er børn heldigvis så logiske.
“Australien ligger helt nede i bunden af verden,” sagde fire-årige Asger undervejs i temadagen, hvor landet Down Under har været i fokus hos den private daginstitution Onkel og Tante.
Og det er jo rigtigt nok. Australien ligger jo nederst på kortet. Men Australien er jo mere end bare et navn og en stor plet på verdenskortet. Det har børnene fundet ud af på mange måder, for de har holdt temadag om Australien.
Det skyldes især at børnene gennem to en halv måned har haft besøg af Albert, der kommer fra Australien, men som har en dansk mor og australsk far.
Og Albert har været på ferie i Danmark, en ferie der også er blevet benyttet til at være gæstebarn to dage om ugen hos Onkel og Tante.
Den unge mand fra Down Under forstod dansk, men kan ikke som sådan snakke det, selvom det går bedre nu.
Og alle de andre rollinger på Onkel og Tante er nu blevet klogere på Australien, for ved temadagen har de skulle prikmales som aboriginals, lavet dyremasker og blev forvandlet til koalabjørne, kænguruer og så videre. Og spist australsk mad hvilket vist ikke var helt sundt.
Og børnene. De er klar til at tage til Australien, hvis muligheden ellers opstår. Der er jo, trods alt, langt derned til bunden af verden.

Der bliver malet boomeranger.