Fortsæt til indhold

Rejsekortbussen stopper i Nordborg

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Den 1. december bliver chipkortet skiftet ud med rejsekort, og derfor kører Sydtrafiks rejsekortbus rundt i Sønderjylland resten af året for at møde og hjælpe kunderne. Tirsdag den 1. oktober kommer den til Nordborg ved rutebilstationen på Stationsvej, hvor den holder fra kl. 10-18.
Bussen er udsmykket med et rejsekort-logo, så den er til at få øje på. I bussen kan man møde medarbejdere fra Sydtrafik, DSB og Arriva, som står klar til at fortælle om rejsekortet og svare på spørgsmål.
Den lige vej til at bestille et rejsekort er www.rejsekort.dk, men hvis man ikke har mulighed for det, kan man få et bestillingsskema i bussen, hvor der også er hjælp at hente til at bestille et rejsekort.

Slut med chipkort

Fra søndag den 1. december kan man ikke længere bruge chipkort i busserne, for så bliver det gamle udstyr skiftet ud med rejsekortudstyr.
Et rejsekort personligt koster ikke noget, og prisen for en rejse er også den samme som hidtil. Uden for myldretid er det endog 20 procent billigere, når man kører inden for ét takstområde.

Bestil i god tid

Sydtrafik opfordrer sine kunder til at bestille et rejsekort i god tid. Hvis alle bestiller i sidste øjeblik, bliver der lang ventetid, og man risikerer at stå uden rejsekort den 1. december, når chipkortet ikke længere kan bruges.
Man vil fortsat kunne købe en enkeltbillet, en SMS- eller mobilbillet eller et periodekort. Men bortset fra periodekortet er rejsekort den billigste måde at rejse på i Sydtrafiks busser.
Siden den 15. september har alle busser i Sydjylland (takstområde ØST og VEST) kørt med rejsekort. Rejsekort kan derudover bruges i tog overalt i Danmark og overalt i Nordjylland og på Sjælland. Og fra 1. december altså også i Sønderjylland.
Chipkort og ubrugte klip refunderes af Sydtrafik.