Fortsæt til indhold

Kommunen klar til kamp mod måger

Naturstyrelsen åbner op for generel tilladelse til regulering af måger. Nu går kommunen i gang med at lave en detaljeret indsatsplan

Arkiv
Arkiv

Fredericia midtby er i stigende grad plaget af sølvmåger. Skrål og mågeklatter har ført til klager fra utilfredse byboere. Derfor har Natur & Miljø hen over foråret og sommeren løbende været i tæt dialog med Naturstyrelsen om mulighederne for at regulere bestanden af sølvmåger.
Naturstyrelsen har indtil sensommeren tilkendegivet, at regelsættet på området betyder, at det er den enkelte lodsejer, der skal søge om tilladelse. Nu åbner Naturstyrelsen imidlertid op for, at de vil overveje at give Fredericia Kommune tilladelse til regulering inden for et nærmere angivet geografisk område gældende for ét år ad gangen.
“De nye toner fra Naturstyrelsen betyder, at vi kan få flere værktøjer i kassen til at regulere mågebestanden i byen. Hvis det skal batte at fjerne reder og æg fra tagene i midtbyen, skal langt størstedelen af ejendommene nemlig være med på det, ellers flytter man blot problemet til nabohusene og løser reelt ingenting. Ved at kunne få en samlet tilladelse bliver det lettere at få alle med,” udtaler miljøudvalgsformand John Bader.
For at få en generel tilladelse fra Naturstyrelsen kræves det, at Fredericia Kommune laver en detaljeret indsatsplan for regulering af mågerne - og på forhånd indgår en aftale med de private lodsejere, der ønsker at være med. Det arbejde går Natur & Miljø nu i gang med, så en eventuel tilladelse kan være i hus inden næste ynglesæson i foråret.
“Det vil stadig være den enkelte husejer, der skal udføre opgaven med at fjerne æg og reder, hvis tilladelsen kommer i hus. Samtidig skal vi have for øje, at det blot er en ud af flere indsatsmuligheder, hvis vi ønsker at mindske mågegenerne i midtbyen. Det er mindst lige så vigtigt, at vi alle – handlende, erhverv, beboere og kommune – gør hvad vi kan for at forhindre, at affald og madrester bliver føde for mågerne,” afslutter John Bader.