Fortsæt til indhold

Stortrives som fuldtidsfar

Daniel Simonsen fra Haderslev har sat jobbet på standby, for at passe sin lille datter

Arkiv
Mette Henriksen

Daniel Simonsen, far til lille Melissa på fire måneder, indrømmer det gerne.
Det var lidt "øv", da han i forbindelse med datterens fødsel måtte bede sin chef om lov til at få et halvt års orlov fra sit arbejde som sikkerhedsvagt.
I dag er han lykkelig for, at kæresten Majas epilepsi gjorde, at han blev nød til at tage mere end de obligatoriske 14 dages barsel - af sikkerhedsmæssige årsager.
"Jeg kunne risikere at få nogle anfald derhjemme, så lægerne anbefalede, at Daniel skulle blive hjemme de første måneder for at støtte mig," fortæller Maja.
"Maja har nogle særlige behov, som der skal tages hensyn til. Blandt andet har hun brug for sin nattesøvn, så derfor tager jeg nætterne sammen med Melissa. Til gengæld kan jeg så få lov til at sove lidt længere om morgenen," fortæller fuldtidsfaren, som stortrives i sin nye rolle - både som far og som hjemmegående blæksprutte.
"Jeg skal da gerne indrømme, at det var lidt "øv" at tænke på i begyndelsen - fire måneder derhjemme med baby på fuldtid. Og den første måned var da også underlig, men så begyndte Melissa at være mere på, der var smil og kontakt, og herfra er det bare blevet mere og mere intenst at være sammen med hende," fortæller han begejstret.
"I de første måneder sammen med ens barn lægger man bunden for den relation, som man får fremover. Så har man mulighed for det, så kan jeg varmt anbefale at rive nogle måneder ud af kalenderen, for at gå hjemme ved sit barn - også som mand. Det er en tid, som aldrig kommer igen - og for mit vedkommende er det nok den hidtil bedste oplevelse i mit liv overhovedet at være så tæt på min lille datter."
Selvom parret som de fleste førstegangsforældre nyder deres lille vidunder, har de besluttet, at Melissa ikke skal have søskende.
"Der er rigtig meget at tage hensyn til, når man har epilepsi i den grad, som jeg har udviklet det. Så vi holder her, mens legen er god," siger Maja, som får ros af sin bedre halvdel for at lade ham gøre tingene på sin egen måde.
"Vi bidrager hver især med det, som vi er gode til. Jeg kan det hele, bortset fra at amme selvfølgelig, så her er det udelukkende Maja, som er på. Men ellers deles vi om alle opgaver, og vi gør det på hver vores måde." Efter at være blevet far er Daniel da heller ikke et sekund ikke i tvivl om, hvordan hans perfekte dag begynder.
"Det er, når min datter smiler - og det gør hun rigtig tit. Så bliver livet ikke bedre."