Haderslev må ikke opgive de unge
Camilla Eva Jørgensen, næstformand i VU og byrådskandidat for Venstre, skriver dette debatindlæg
Jeg var sidste tirsdag, som en af de få unge, mødt op til byrådsmødet. Et af de interessante punkter, var det første punkt på dagsordenen, der handlede om at øge ungdommens engagement til kommunalvalget d. 19. november, som er et stort mål for mig. Den nye valglov gør det muligt for kommunen at opstille mobile valgsteder med mulighed for at brevstemme, hvilket ville være en god mulighed for at øge valgdeltagelsen blandt unge i Haderslev Kommune, som førhen har været et problem idet under halvdelen af de unge afgav deres stemme til sidste kommunalvalg. Forslaget om at brevstemme på uddannelsesinstitutionerne blev nedstemt af både socialdemokrater og borgerlige. Men jeg mener dog, at det er for let at give op nu - Kommunen skal altså tage et ansvar for at øge valgdeltagelsen blandt vores unge. Haderslev Kommune skal tage initiativ til en ny vej, der er tilpasset de unge. Her ville det være oplagt at indsætte valgbusser på valgdagen d. 19. november. Busserne må ikke anses som at skulle hente ”dovne unge”, men skal sørge for at de unge kommer til stemmeboksen, når byrådet ikke er klar til at have stemmeboksen ud på uddannelsesinstitutionerne.
Forslaget om indsættelse af valgbusserne kunne kombineres med de unges undervisning, eller så de får før fri til at kunne afgive deres stemme. Det er en vigtig opgave for uddannelsesinstitutionerne, at få de unge til at forstå og deltage i demokratiet samt betydningen af det, så jeg håber at de er klar til at bidrage med dette og indgå et samarbejde med byrådet.
Jeg vil derfor foreslå mine egne partifæller fra Venstre i byrådet, at byrådet indgår i en konstruktiv dialog med uddannelsesinstitutionerne for at sikre at Haderslevs unge stemmer til november.