Den evige brygger
Peter Thomas har i snart 40 år haft restauranten, som var det foretrukne mødested for pressen og andet godtfolk
Foto: Erling J. Pedersen ’Bryggeren’ hedder stedet bare hos roskildenserne, selv om navnet er skiftet fra Bryggerhesten til Bryggergården. I snart 40 år har Peter Thomas sørget for øllet, vinen og spændende mad enten med skiftende makkere eller alene. I branchen er det usædvanligt, at en ejer har en restauration så længe. Samtidig har det været et mødested for den lokale presse og dens originaler plus mange andre sjove og interessante folk. Peter Thomas var kun 23, da han sammen med den anden Peter – Loehr – åbnede 23. oktober 1973. - Vi var ikke udlærte eller kendte branchen. Men vi kunne godt lide at gå i byen og få noget spændende at drikke eller spise. Så vi serverede det, vi selv var glade for, fortæller Peter Thomas.
Holdbart koncept
Peter og Peter fik hurtig succes med deres nye restaurant, som madmæssigt hentede meget af sin inspiration i den klassiske franske brasseri-stil. Deres koncept var så godt, at nogle af klassikerne fra starten, fortsat er på spisekortet. Vinen var heller ikke til at kimse af. Således kunne man få flasker fra det bedste hus i hele Alsace, nemlig Trimbach i Ribeauvillé. Efter en række år, hvor de to lokale værtshus-konger også havde overtaget den daværende restaurant på Prindsen, skiltes deres veje, fordi de ville noget forskelligt. Peter Thomas fortsatte med ’Bryggeren’, mens Peter Loehr sammen med den dygtige tjener Jeanette Dalsgaard fra Prindsen åbnede Rådhuskælderen, som i dag også er et af de foretrukne steder i Roskilde.
Oplært på lokalredaktionen
Da undertegnede i februar 1978 startede som journalistpraktikant på byens dengang dominerende radikale dagblad, Roskilde Tidende, hos redaktør Svend Nyboe Andersen, endte jeg hurtigt på ’Bryggeren’. Her holdt Nyboe ofte ’hof’, og så var der gratis øl i farvandet. Den farverige redaktør, der havde været Politikens korrespondent i Tokyo, boede i nabohuset på loftet med sin japanske kone, men hun var ikke med på værtshus, der nærmest fungerede som avisens lokalredaktion ved hovedgaden. Dengang var der over 100 ansatte typografer, trykkere, journalister, annoncefolk osv. i bladhuset, som ejede hele karreen ved St. Gråbrødrestræde, Hersegade og Algade. Både redaktør, annoncechef, faktoren – chefen for den tekniske afdeling – og andre ledere havde ret til at underskrive ’grønne bilag’. Så sendte ’Bryggeren’ bare regningen til avisen bagefter.
Kaffemaskine i hovedet
En af de mest farverige journalister, der nogensinde har været i Roskilde, var Claus Peter Rohweder, som også havde været i Politikens Hus. Når han var i fuld vigør, kunne han ’skrive bukserne af hvem som helst’ i et forrygende tempo, og jeg var glad for at arbejde sammen med ham. Fik han for meget indenbords kunne han dog pludselig blive ondskabsfuld. En gang gik det ud over en at tjenerne på ’Bryggeren’, som fik en kaffemaskine i hovedet. Så kom Rohweder tre måneder i fængsel i Sønderborg pga. Vold, og jeg blev forfremmet og skulle så skrive om Roskilde Byråd. Mange af de lokale politikere var betænkelige ved det, fordi der i min tid som avisens lokalredaktør i Høje-Taastrup kommune havde været meget ballade derude.
Restauratøren tog lønnen
Arne Jensen var sikkert den mest navnkundige journalist i Roskilde i det 20. århundrede. Først var han på Tidende, så skiftede han til Dagbladet, og til sidst kom han igen tilbage på Tidende. Jensen var søn af brugsmanden i Gundsømagle. Som lille puttede hans storebrødre ham ind i ’oste-elevatoren’ og hejsede ham ned i kælderen, så han kunne hente øl til dem. Derfor lugtede han altid af ost som dreng, har tegneren Jørgen Brendekilde fortalt. Ostelugten forsvandt med årene, men tørsten efter øl var til gengæld konstant. På Bryggeren havde han så stor en regning, at Peter Thomas måtte gå med ham hen på avisen og hente hele beløbet på lønningsdagen. Så var Jensen flad igen og måtte på ny låne sig frem for at få en tår over tørsten.
Partiernes borde
På ’Bryggeren’ havde de forskellige partier deres stamborde. I hjørnet ud mod Algade og Rosenhavestræde holdt ’sosserne’ til hver lørdag. Bordet var reserveret til Walther Lundberg, metalarbejder og medlem af AOF’s bestyrelse. Han mødte først op sammen med Hans Peter Christiansen, en lun lillebror til den tidligere borgmester Henrik Christiansen. I løbet af formiddagen kom mange partifæller forbi, og der blev drøftet mange emner. Ved et af de andre borde på ’Bryggeren’ holdt de konservative så til. Her kunne man f.eks. møde Vibeke og Erik Bager eller Aage Engelberth-Hansen og fotografen Ib Gläser.
Gammel købmandsgård
Komplekset ved ’Bryggeren’ omfatter også baghuset ved Rosenhavestræde og det store gamle bryghus ned mod Sukkerhuset og Skt. Ols Stræde. I sin tid var denne gamle købmandsgård ejet af Fang-familien. Den kendte Roskilde-journalist, Arthur Fang, der er far til vores nuværende lokalhistoriske fortæller, Lotte Fang, er født her. Senere blev ejendommen købt af Peter Thomas’ far, og dengang var den i en elendig forfatning. Restaurant-ejeren er nu blevet færdig med at istandsætte de mange bygninger, hvor der er både boliger og erhverv. - Jeg håber at fortsætte i mange år med ’Bryggeren’, fortæller Peter Thomas, som i de senere år har forpagtet den ud. Nu drives den af kokken Birgit Jakobsen, der var gift med den afdøde udgiver af Lokalavisen Flemming Andersen, samt Toni Minke, som i dag er ’faktor’ på Roskilde Avis, samt hans kone Bente. Så pressen er stadig med på ’Bryggeren’.