Ny svømmehal
Jørgen Bech, byrådskandidat for Venstre i Frederikssund En ny svømmehal bør klart ligge i Skibby, for at være optimal både i forhold til befolkningstæthed og busforbindelser. I den senere tid er debatten om - eller snarere visionen om - fire idræts- og fritidscentre i hver af de gamle kommune-byer i Frederikssund kommune ved at bide sig fast. Det synes jeg, er rigtig, rigtig godt. Jeg tror, at det i fremtiden bliver endnu vigtigere end nu, at vi kan prioritere idræts- og fritidslivet, hele livet. I Skibby, kan vi med fordel også se på Slangerup SIK, som efter min opfattelse har etableret en god model for, hvordan et center kan opbygges. Ikke dermed sagt, at ikke også andre modeller kan bruges, men selve ideen skal der arbejdes videre med. Det er også min opfattelse, at der er stor samarbejdsvilje blandt alle partier om 4-centermodellen, hvor idrætscentre også kan supplere hinanden, forudsat at busforbindelserne tænkes bedre ind. Finansieringen vil naturligvis blive den største udfordring, men her skal alle muligheder undersøges, både om der kan være private investorer og samarbejde med nabokommunerne, fx med Lejre Kommune om en svømmehal i Hornsherred.