Ingen kunstgræs til Hornsherred
Der blev onsdag aften indgået budgetforlig mellem samtlige partier i Frederikssund Byråd
Budgettet for de næste fire år i Frederikssund blev onsdag aften forhandlet på plads mellem partierne i Frederikssund Byråd. Aftalen indebærer blandt andet, at dækningsafgiften - en afgift der betales på erhvervsejendomme - nedsættes fra 7,25 promille til 5 promille, samt at der i perioden 2014-17 planlægges anlægsarbejder for næsten en halv mia. kr. Blandt de store anlægsposter er 100 mio. kr. til modernisering af Ådalens Skole, byggemodning i Vinge, cirka 120 mio. kr. til byggemodning i Vinge, samt 50 mio. kr. på udvidelse af antallet af plejehjems- og rehabiliteringspladser. Der investeres ligeledes i stier, trafiksikkerhed og energirenoveringer. Derudover har byrådet taget en række høringssvar til efterretning vedrørende ældreplejen. Der var i første omgang forslag om at nedlægge cafeen på Nordhøj i Skibby, ligesom der var forslag om, at ældre eksempelvis kun skulle have mulighed for at få bad en gang om ugen. Disse forslag er dog blev fjernet, og det glæder Socialdemokraterne. Til gengæld kommer Hornsherred til at kigge langt efter en ny kunstgræsbane, som ellers har været i spil. Der bliver således afsat næsten 10 mio. kr. til etableringen af to nye kunstgræsbaner, men de bliver placeret i Slangerup og hos ORI i Frederikssund. På grund af den gode økonomiske situation i Frederikssund Kommune har der ikke været behov for direkte driftsbesparelser. Til gengæld afskaffes lukkeugerne i daginstitutionerne og de midler, som blev taget fra dagsinstitutionerne i forbindelse med lukkeugerne vil blive tilbageført gradvist i 2014 og 2015. Allerede fra sommeren 2014 vil lukkeugerne i sommerferien være afskaffet. Budgettet vedtages endeligt af byrådet 9. oktober.