Nyt træningscenter satser på crossfit
Liftrs Gym åbnede på Unionsvej i sidste weekend og er allerede oppe på 70 medlemmer.
TRÆNING: Crossfit-entusiasterne i Køge og omegn har fået et nyt center, efter Liftrs Gym i sidste weekend slog dørene op på Unionsvej i industrikvarteret i det nordlige Køge.
Her har de seks initiativtagere bag træningscentret fået god plads til at indrette et indendørs træningsareal på 400 omkring 400 kvadratmeter, og dertil kommer et udeareal, der kan benyttes til træning, når vejret tillader det.
Liftrs Gym er et crossfit-træningscenter, og det betyder nul spinning og løbemaskiner men til gengæld masser af kettlebells, et traktordæk og en bane til at skubbe en slæde lastet med tunge vægte. Crossfit er en sporet i fremgang, og det nye center kan da også allerede få dage efter åbningen konstatere, at man er oppe på omkring 70 medlemmer.
Liftrs Gym tilbyder både holdtræning og mulighed for individuel træning, og man understreger, at der er plads til alt fra nybegyndere til seriøse konkurrenceudøvere.
- Der er plads til alle. 30 af vores medlemmer deltager i konkurrencer inden for sporten, men der er også plads til begyndere, understreger Glenn Jakobsen, der er en af de seks initiativtagere bag centret.
Alle øvelser kan skaleres med mere og mindre vægt og belastning, så det passer til alle deltageres niveau, og man har højst 14 deltagere på holdene, så der er tid til grundig instruktion af alle. Glenn Jakobsen understreger, at man lægger meget vægt på god og sikker træning.
Liftrs Gym har i øvrigt også børnehold for 5-14 år. Her er der naturligvis tale om mindre tung træning og mere fokus på forhindringsbaner og leg.
Medlemsskab koster 350 kroner om måneden og 250 for studerende. Et 10-turskort koster 500 kroner. Der er i øvrigt også mulighed for ganske gratis at prøve træningsformen for at se, om det er noget for én.
Læs mere på www.crossfitkoege.dk.