Fortsæt til indhold

Leg på Kulturstrøget og alvor i byen

Museet for Samtidskunst har to samtidige udstillinger rundt om i Roskilde

Arkiv
Jan Partoft

Kulturstrøget er i øjeblikket for store legebørn, kunstneren Molly Haslund har sat flere legeredskaber op langs ruten, og selv om det er kunst, så må de godt bruges til at lege på og med. - Jeg bruger kendte ting i min kunst, som jeg bare ændrer en lille smule, siger Molly Haslund. - For eksempel har jeg lavet en skulptur med syv sjippetov. Her kan man så stå syv par og sjippe samtidig. - Jeg ser på legeredskabernes som objekt og form. Så gør jeg det lidt sværere og mere udfordrende. Molly Haslund har fem værker placeret rundt om i Roskilde, og har ved den lejlighed forlænget Kulturstrøget helt ned til havnen. Det er ved Gasværket at sjippetovs-skulpturen står. I anlægget ved Roskilde Gymnasiums idrætshus svæver der en paradis-hinkerude. I Palæets går er der gynger og på Klosterstien er der en balkon over hækken. I Rosenhaven ved Biblioteket er der en bænk, der er krympet. Så er der selvfølgelig også værker af Molly Haslunds indenfor på Museet for Samtidskunst. Udstillingen har titlen Rock Around the World.

Pest og guds død

Hvor Molly Haslund sætter gang i tankerne med leg, er der mere alvor over den anden udstiller, Henrik Plenge Jakobsen, hans udstilling Kapital indeholder værker fra 1991 frem til i dag. Hans værker uden for Museet for Samtidskunsts bygning har en sammenhæng med udstillingsstedet, og de udgør en kommentar til nutiden. På en facade hos Insp!, den gamle slagteriskole, på Køgevej er der et stort vægmaleri, der oprindelig var lavet til den engelske by Wallsall, der er en tidligere industriby. Foran Det Gule Palæ kan man se hjul og stejle, det værk er oprindelig lavet til en placering på banegården i Rotterdam. Palæhaven rummer en stor bronzeklokken med en indskrift af Friedrich Nietzsche, der erklærer gud død. Ved Sct. Jørgensbjerg Kirke, er der en skulptur af en pestdokter, det er en nyt værk der trækker spor tilbage til den sorte døds hærgen i Roskilde. I Danske Bank på Stændertorvet går Henrik Plenge Jakobsen fantasilionæren Joakim von And i bedene ved at udstille sin første 25 øre. Kunstneren har flere end 20 værker udstillet. Fælles for begge kunstnere er at der i løbet af udstillingsperioden, som strækker sig til 3. november bliver udført happenings og performancer flere gange. Begynder man rundturen til værkerne på Museet for Samtidskunst i Det Gule Palæ, følger der et par vejvisere med til udstillingerne i billetprisen. Henrik Plenge Jakobsen har fået fremstillet en lille bog som guide til udstillingen. Den er næsten et værk i sig selv. jp@roskildeavis.dk

Der Kan sjippes ved Gasværket. Her er det Sanne Kofod Olsen, der svinger for Molly Haslund.
Vægmaleriet er af Henrik Plenge Jakobsen, og det er placeret på den gamle slagteriskole.
Doktor Schnabel finder man ved Sct. Jørgensbjerg kirke. Pestdoktoren havde ingen helbredende kur, kun den dødelige diagnose: Pest.