Fortsæt til indhold

Christian Jungersen kommer til Kolding

Onsdag den 9. oktober klokken 19.00 kan man møde den prisvindene forfatter

Arkiv
Arkiv

Modtageren af Læsernes Bogpris 2013, Christian Jungersen, kommer til Kolding Bibliotek onsdag den 9. oktober kl. 19.00. Han er inviteret af Litteratur6000 til at fortælle om sin roman Du forsvinder. Romanen handler om en succesrig skoleleder og familiefar, Frederik, der får en hjernesvulst. Mens hjernesvulsten vokser, skifter han personlighed og bedrager skolen for millioner. Bogen stiller hermed spørgsmålet, om man som menneske reelt har en fri vilje over for de neurologiske og biokemiske processer i hjernen. Handlingen fortælles fra Frederiks kones synsvinkel. Det er derfor også en bog om, hvordan kærligheden kan ændre sig, når en familie rammes af sygdom og handicap.

Succesforfatter

Christian Jungersen fik sit gennembrud med romanen Undtagelsen i 2004, som er solgt i mere end 160.000 eksemplarer i Danmark og som er solgt til 18 andre lande. Du forsvinder er hans tredje bog. Udover Læserens Bogpris har romanen fået en stribe femstjernede anmeldelser.
Det koster 75 kr. at deltage. Medlemmer af Litteratur6000 kommer ind for 50 kr.