Halvmarathon tyvstarter tilmelding
Tilmeldingen til Lillebælt Halvmarathon åbner den 4. oktober. Men du kan faktisk sikre dig billet allerede fra i dag
Siden Lillebælt Halvmarathon så dagens lys i 2008 har der været rift om startnumrene. 11.000 løbere står i kø, når tilmeldingen åbner - og går alt som det plejer, bliver 2014-løbet udsolgt på ganske få dage. Tidligere har tekniske problemer hos Sportstiming, der holder styr på tilmeldingerne, gjort livet surt for de ivrige motionister. Betalingsdelen crasher og hjemmesider låser sig fast på stribe, så snart tilmeldingen åbner. Og det gør den fredag den 4. oktober kl. 12.
"Sidste år var der en serverfejl, men nu lejer vi os ind på en endnu større server. Så forhåbentlig får vi ikke problemer i år," lyder det fra Lillebælt Halvmarathons løbsleder, Mads Stryhn.
Hvis du vil være sikker på at få et startnummer til Lillebælt Halvmarathon, skal du blot tilmelde dig "Strandvejsløbet" i Middelfart. Det kan du gøre allerede fra i dag.
"Fem uger før Lillebælt Halvmarathon har vi premiere på et nyt løb, Strandvejsløbet, der er på 10 km. Det bliver et fedt løb. En superfed, hurtig, meget smuk og publikumsvenlig rute - med musik og fartholdere. Vi åbner op for tilmelding den 27. september kl. 12., hvor du har mulighed for at tilkøbe et startnummer til Lillebælt Halmarathon. Og du får et par tights med i prisen," fortæller Mads Stryhn.
Hvis to løb er for stor en mundfuld, kan du også vælge "luksus-udgaven". Fra i dag kan du nemlig også købe startnummer til Lillebælt Halvmarathon, hvis du kombinerer løbet med en overnatning på Hotel Park.
Læs mere om Lillebælt Halvmarathon i næste udgave af Lokalavisen Budstikken, tirsdag den 1. oktober.