Dagplejebørn besøgte vildtplejestation
VEMMEDRUP: Dagplejerne fra Vemmedrup var forleden på besøg på vildtplejestationen i Bjæverskov.
- Vi havde lavet en indsamling blandt vores forældre, da vildtplejestationen er drevet på frivillig basis. Så vi havde fået samlet en masse håndklæder, tæpper, aviser og vi havde forinden været i skoven og hente visne blade. Dem bruger pindsvinene til at gemme sig i når de går i hi, fortæller Helle Thorst fra dagplejerne i Vemmedrup.
Børnene var meget interesseret i pindsvinene og fik også lov til at prøve at røre dem, det samme gjorde de voksne. Sikke nogle søde små næser og børnene synes at de stak men var bløde. Børnene så også en masse ildere, og hvis de havde fået lov havde de nok lige hapset lidt i fingrene.
Men Sheila havde en ilder som var meget tam og den måtte man gerne røre og kæle med. At der så var nogle hunde på gården og heste på nabogrunden, gjorde kun det hele bedre.
Børnene fik en masse fortællinger om pindsvin, så nu er de alle meget klogere. To pindsvin var blevet så store at de kunne slippes fri. De blev først vejet for at være sikker. De skal nemlig veje minimum 500 g for at kunne klare sig i kulden. De blev sat ud i en løbegård og så bestemmer de selv hvornår de vil flytte hjemmefra de trygge rammer.
- Hvis du ser et pindsvin i dagslys, er der - med næsten 100 procent sikkerhed - altid noget i vejen. Sygdomme som skyldes ting som dehydrering, spyæg som indenfor 24 timer efter de er lagt, bliver til maddiker, tarmproblemer og andet, er oftest skyld i at du ser pindsvinet om dagen. Derfor skal du altid tage pindsvinet ind i varmen, i en kasse med et håndklæde i, og ringe til dyreværns foreningen Danske Pindsvinevenner, siger Helle Thorst.
Plejeren i Bjæverskov, kan fanges på tlf. 2792 9954, på alle tider af døgnet. Send gerne sms, hvis opkaldet ikke bliver besvaret med det samme. Det er vigtigt at pindsvinet straks får varme via et håndklæde samt tilbudt vand og evt. killingefoder. alternativt kan der bruges kattefoder, indtil plejeren kan modtage det syge pindsvin.
pm