Fortsæt til indhold

Er ADP en privat eller kommunal virksomhed?

Arkiv
Af Anders Fajstrup, Spidskandidat til Fredericia Byråd for Radikale Venstre

LÆSERBREV: Borgergruppen og de Konservative har foreslået at Associated Danish Ports A/S (ADP) skal opkøbe jord i Taulov for at støtte Fredericia Kommunes trængte økonomi, og har i den forbindelse oplyst at kommunens ejerandel på 89% giver tilstrækkelig kontrol over ADP til at det kan gennemtvinges.
Nu er jeg blevet lettere forvirret, idet ADP's status som aktieselskab for kort tid siden var med til at helliggøre deres beslutninger om forrentningen af om- og udbygningen af Fredericia Lystbådehavn, da man sandelig ikke kunne gå ind i aftaler mellem eksterne parter.
Jeg undrer mig: Hvis Fredericia Kommune kan tvinge ADP til at gennemføre et grundkøb, som muligvis er imod virksomhedens langsigtede interesse, hvorfor kan man så ikke gennemtvinge en rimelig løsning for lystbådehavnen?
Og hvad siger mindretalsaktionærerne mon til at de skal være ”sugar daddies” for Fredericia Kommune?
Altså, enten har man bestemmende indflydelse gennem ejerskab, og kan dermed få gennemført hvad man vil - f. eks. at tvinge ADP til at opkøbe kommunens overskydende jordbesiddelser (og til at give lystbådehavnen rimelige vilkår) - eller også har man ingen indflydelse og må derfor afvente at ADP vurderer om en voldsom udvidelse af deres jordbesiddelser og deres forretningsområde er en god forretning (men hvis det er så fantastisk en forretning, ville de vel have gjort det for længe siden).
De 60 millioner fugle på taget som åbenbart skal indregnes i kommunens budget kræver vist et separat indlæg, så det lader jeg fare for nu.