Fortsæt til indhold

Aldrig tingsted på Stændertorvet

Den lokalhistoriske fortæller Lotte Fang sætter tingene på plads i aktuel debat

Arkiv
Af Lotte Fang

Den 5. juni 1908 begyndte nedrivningen af det store bygningskompleks, som lå midt på det nuværende Stændertorv - mellem Rådhustorvet, Fondens Bro, Palæet og Nytorv. Det gik stærkt, for den 1. juli var nedrivningen afsluttet.
Nu havde Roskilde endelig fået den store centrale plads og udsigt til domkirken også fra syd, som længe havde været ønsket. Straks begyndte forslagene til brugen af området at blomstre. Allerede inden husene var revet ned, var ideen om, at bygge på en del af det nye torv, opstået.

Park midt i byen

Til sidste kom forslaget om at bygge en ny Teknisk Skole her, men så gjorde Roskilde Sparekasse opmærksomt på den klausul, der fulgte med deres 50.000 kr., som var givet til nedrivningen: Alt skulle betales tilbage, hvis der blev bygget på pladsen.
Så kølnedes interessen for en ny bebyggelse mærkbart.
I 1911 kom havearkitekt Erstad Jørgensen med et forslag en park på området, og den idé greb byrådet.
Parken stod færdig samme år og omfattede også den røde mur indtil Palæhaverne, hvor der før havde været plankværk. Midt på det nuværende torv var en græsplæne med en sti kantet af blomsterbede. Stien gik fra Fondens Bro til den rotunde med træer og bænke som stadig kan ses.
Indgangen fra Fondens Bro var gennem en murstensbygning, hvor tegltaget stod på korte søjler. Der var bænke inde i bygningen og plads til gennemgang. Her blev for øvrigt Roskildes første offentlige telefon sat op. Folkeviddet i Roskilde kaldte bygningen for Fugleburet.
Rotunden fik 4 gedigne, dobbelte bænke, hvis gavle var af granit smykket med Roskilde Stifts våben. Der blev plantet træer ved bænkenes gavle.
Langs med parkens udkanter blev der plantet lindetræer, som skulle klippes, når de blev store nok. Selve parken var beregnet til at spadsere igennem, mens bænkene og Fugleburet begge fungere som ud- og indgang, hvor man sad og passiarede.
Parken var en nødløsning for at give ro og standse diskussionen om, hvad pladsen skulle bruges til. Denne løsning kom til at holde i 20 år.

Lotte Fang skriver, at der aldrig i Roskildes historie har været et tingsted eller en anden demokratisk forsamlingsplads på torvet. De lå i Bondetinget, i Algade og inde i palæet.

Navnet Stændertorvet

I 1921 foreslog borgmester I. C. Sørensen et nyt navn til Nytorv. Det var nu Stændertorvet til minde om Stænderforsamlingerne, der havde været i Palæet, men navnet på Rådhustorvet foran indgangen til det gamle rådhus blev ikke ændret.
Som årene gik, blev det mere og mere tydeligt, at parken måtte væk for at skaffe parkeringspladser. I 1931-32 blev stadsingeniør K.P. Mortensens plan ført ud i livet.
Den omfattede ikke alene torvene og parken, men Fondens Bro skulle udvides til den bredde, den har i dag. Under arbejdet blev der fundet en række trædesten, som har givet gaden navn:
En mand, der hed Funder har fået stenene lagt, så folk kunne komme tørskoet til domkirken. Så stenene blev omtalt som Funders Bro, og det blev til vore dage Fondens Bro.
Et andet fund var de betydelige rester af Skt. Laurentius Kirke, som var revet ned i 1531. Det blev besluttet, at bevare ruinen og overdække den, og hermed fik Roskilde endnu en stor attraktion.
I 1955 vedtog byrådet, at hele torvet skulle have navnet: Stændertorvet.

Bønder i Bondetinget

Da de nye planer om et nyt Stændertorv kom frem sidste år, dukkede et mærkeligt navn på bænkene på torvet op: Tingstedet.
Kun folk, der ikke kender Roskildes historie, kunne finde på det. Det eneste historiske tingsted lå i Bondetinget. Roskilde Museum har lokaliseret stedet, hvor bønderne fra Sømme Herred holdt ting indtil i 1500-tallet.
Roskilde by har haft et andet demokratisk samlingssted, nemlig foran det middealderlige rådhus, der lå på hjørnet af Algade og Skt. Ols Gade, og som brændte i 1731. Foran det samledes byens borgere og holdt møder om byens anliggender.
Her var tale om direkte demokrati. De, der mødte op og deltog, havde indflydelse. Men blev man væk, havde man ikke noget af skulle have sagt,
Rådhuset nævnes første gang i 1200 tallet, og ingen ved, hvor byens borgere samledes, før det blev opført. Men det har i hvert fald ikke været ved bænke fra 1911.
Hvad der end sker med bænkene nu, er der i hvert fald ingen grund til at give dem et forkert navn - og dermed en forkert historie.