Fortsæt til indhold

Tilbud på ambulancer

Byrådet godkender udspil fra Roskilde Brandvæsen for at fortsætte med opgaven

Arkiv
Af Torben Kristensen

På et lukket møde onsdag morgen har byrådet godkendt det tilbud, som Roskilde Brandvæsen har udarbejdet for at kunne fortsætte med at køre ambulancer i Lejre og Roskilde. - Jeg håber og tror på, at vi kan vinde dette udbud. Brandvæsenet har jo gennem lang tid bevist, at de er meget hurtige og dygtige til at løse denne opgave. Borgerne i vores område vil være mere trygge, hvis de vinder denne licitation og får mulighed for at fortsætte, siger Joy Mogensen. Som borgmester er hun også formand for Beredskabskommissionen, der har ansvaret for Brandvæsenet og alle dets aktiviteter fra den store station ved Vindingevej.

Fik en licitation

Den licitation om ambulancekørsel, som brandvæsenet nu deltager i, sker efter ønske fra Roskilde. I første omgang havde embedsfolk og nogle politikere i Region Sjælland nemlig planlagt selv at overtage denne opgave. Ambulancerne fra Roskilde skulle så køre i deres regi. Men da det kom frem, startede flere af Roskildes medlemmer i Regionsrådet en aktion sammen med borgmesteren og kommunen, og et flertal i Regionsrådet rettede sig efter deres ønske om at få en licitation. Nogle har været bange for, at den store landsdækkende koncern Falck nu skal komme med et 'dumping-tilbud', så Roskilde Brandvæsen på den måde ikke længere får lov at køre med ambulancerne. Men på den anden side har Falck, der har ambulancerne i den største del af Region Sjælland og resten af landet, også en interesse i, at der fortsat er en vis konkurrence og et alternativ som i Roskilde. Ellers vil de bare blive anklaget for at have 'monopol', og deres priser vil blive kigget endnu mere efter i sømmene.