Fortsæt til indhold

Får losseplads i baghaven

Carsten Frost havde netop købt sit drømmehus, da kommunen besluttede at give dispensation til en losseplads på nabogrunden

Arkiv
Susie Jessen

Larm fra beton, der knuses i en kæmpemaskine og opbevaring af giftaffald og andet erhvervsaffald.
Det ser ud til at blive fremtiden for Carsten Frost og hans kæreste Kirsten Nissen, som i starten af året købte deres drømmehus på Lilballevej i Lilballe ved Kolding.
Da parret købte deres hus i det område, hvor der i forvejen ligger en del erhvervsgrunde var de klar over, at der kunne være en risiko for, at der kunne bygges industri ved siden af huset.
Men i lokalplanen fremgik det, at området højest kunne bruges som en såkaldt kategori fire grund. Men få måneder efter købet, blev parret indkaldt til et borgermøde i Lilballe, hvor det blev oplyst, at kommunen havde givet virksomheden Melgaard A/S dispensation til at grunden kunne bruges som en såkaldt kategori seks grund.
Indenfor denne kategori kan man placere virksomheder, der er meget belastende for omgivelserne og som derfor skal ligge minimum 300 meter fra nærmeste private bolig.
Carsten Frost har kæmpet imod afgørelsen siden det tidlige forår. For ikke nok med, at hans hus kun ligger 200 meter fra grunden, så mener han også, at indsigelserne mod foretagenet er blevet totalt overhørt af kommunen.
“Vi har gjort hvad vi kunne for at få kommunen til at se vores problem. Men vi føler, at vi bare er en lille brik i et stort spil. Jeg kan ikke forstå, hvordan man bare kan opgradere et område fra kategori fire til seks uden overhovedet at tænke på os, der bor lige op ad grunden”, bemærker Carsten Frost.
Carsten Frost er for øjeblikket i gang med at istandsætte det hus, som han har købt sammen med sin kæreste.

Frygt for giftaffald

Drømmen var at komme ud på landet og der passede huset parret perfekt. Men da huset har egen drikkevandsboring, frygter Carsten Frost nu, at en fremtidig affaldsplads, der håndterer giftaffald kan have en indflydelse på hans drikkevand.
“Hvis der skulle ske et spild, kan vi risikere, at giftaffaldet siver ned i vores drikkevand. Jeg mener ikke at miljøkonsekvenserne ved denne tilladelse er undersøgt godt nok” fortæller Carsten Frost.
Carsten Frost og hans naboer har gjort indsigelser på Lokalplanen imod opførelsen af Melgaard A/S grund. Alligevel blev planen vedtaget i maj og derfor kan naboerne nu gå en fremtid i møde, hvor en affaldsplads ligger lige op ad deres hjem. Carsten Frost er både frustreret og vred.
“Det undrer mig hvad man egentlig skal bruge lokalplan og indsigelser til, hvis man bare gennemfører beslutningerne alligevel, som er til fordel for erhvervsvirksomheder, men hvor man skider på borgerne. Jeg gad godt vide, hvordan politikerne selv ville reagere, hvis det pludselig blev besluttet, at der skulle laves en losseplads i deres baghave”.

















































fakta
Carsten Frost købte i starten af året et hus på Lilballevej ved Kolding.
I marts fik borgerne ved et møde i forsamlingshuset besked om, at nabogrunden skulle opgraderes fra kategori fire til seks.
Kategori seks er den næsthøjeste kategori på skalaen for miljøklasser og betyder i praksis at virksomheder, som defineres som “meget belastende for omgivelserne” må være på grunden.