Opvisningskamp for en god sag
Der var mødt omtrent trehundrede op for at støtte en god sag og indvie Kolding Boldklubs nye kunstgræsbaner, da et udvalgt veteranhold mødte Sepp Allstars i en opvisningskamp
Kampen endte vist nok 5-2 til Sepp Pionteks ”drenge” over Kolding Boldklubs udvalgte veteranhold. Vist nok, for resultatet var mindre vigtigt. Det var derimod anledningen til at mødes og formålet, der blev støttet. ”Det lykkedes os at samle 4.000 kroner ind til Børnecancerfonden, og flere af de, der kom for at se kampen, sagde, at de primært kom for at støtte et godt formål,” fortæller Trille Stokholm Nikolaisen, der er formand for Kolding Boldklub. På græs året rundt
Det kræver en kunstgræsbane, hvis man vil spille i den allerbedste række. Og det gør Kolding Boldklubs elitekvindehold KoldingQ.
”Det er utrolig dejligt, at de nu kan træne på hjemmebane. Samtidig kan vi nu træne udendørs året rundt og vores unge spillere blive endnu bedre. Hvem ved, om vi udklækker en landsholdsspiller i fremtiden,” spørger Trille Nikolaisen.
Kunstgræsbanen er anlagt i samarbejde med Købmand Herman Sallings Fond og DBU, mens Kolding Kommune har sørget for lysmasterne.
”Projektet gik gennem meget modgang, så det er utrolig dejligt, at vi kunne nyde en fantastisk eftermiddag og samtidig give en gave videre,” siger Trille Nikolaisen.