Så er den gal igen!
Køge er nok en gang kommet på landkortet! Denne gang er det ungdomsarbejdsløsheden, der ligger over landsgennemsnittet, og placerer Køge i den tredjedel af kommunerne med den højeste ungdomsarbejdsløshed. Og det røde flertal i Køge Kommune har ikke løftet opgaven.
Køge er samtidig i den ringeste halvdel, når det gælder udviklingen i arbejdsløsheden siden 2008 i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. En stigning fra 5,2% til 13,5% af unge under 30 år der intet har at stå op til om morgenen.
Der er tale om 397 raske unge mænd og kvinder som er tabt i kommunesystemet. Endnu en gang har flertalsgruppen i Køge kommune ikke løst den vigtige opgave, det er at få de unge mennesker i uddannelse eller job.
Hvad betyder dette for Køge kommune i fremtiden.
Vi ved at når man først er havnet i gruppen af ungdomsarbejdsløse er det meget svært at få fodfæste på jobmarkedet eller komme i gang med en uddannelse.
Det betyder at en stor del af denne gruppe vil være en økonomisk belastning for Køge kommune mange år fremover. Havde disse unge fået en uddannelse eller var kommet på arbejdsmarkedet ville de bidrage økonomisk til kommunekassen og samtidig have et lang bedre liv.
En stor del af disse raske unge mennesker ville aldrig være havnet i denne situation, hvis Køge kommune havde de rette tilbud til at kunne motivere og hjælpe de ungdomsarbejdsløse.
Vi må aldrig tillade at næsten hver sjette under 30 år er arbejdsløs. Det er en kæmpe brist i Køge kommunes prioritering af problemer.
Der er mange måder at løse problemet på, men en af muligheder kunne være at følge bedre op på hver ung der ikke er i job eller under uddannelse og hjælpe den unge til at vælge mellem de mange muligheder, der allerede findes i Danmark.
Derudover kunne det være en kærkommen lejlighed til at få flere uddannelser til Campus i Køge. Så ville problemet med lang afstand til drømmeuddannelsen være reduceret.
Frederik Just Blangsted
Byrådskandidat for Venstre,
Formand for VU Køge/Stevns.