Fortsæt til indhold

Der blev kysset for 14.831,50 kroner

Kys sclerose farvel! Sådan lød opfordringen fra Scleroseforeningen under årets Butiksindsamling

Arkiv
Kim Schou

Det blev et flot indsamlingsresultat for Scleroseforeningen i Varde Kommune. Hele 14.831,50 kr. endte i indsamlingsbøsserne i de lokale butikker.
”Vi er simpelthen så glade for både butikker og privates store velvilje!,” siger Irene Fisker fra Scleroseforeningens Varde lokalafdeling:
”Pengene er igen i år øremærkede til forskning. Sygdommen er i stor stigning i Danmark blandt yngre kvinder især, og mere forskning er det eneste håb. Det gælder både, hvis vi skal finde årsagen til sygdommen, så vi en dag rent faktisk bliver i stand til at give den farvelkysset. Og det gælder, hvis vi fortsat skal blive bedre til at bremse sygdomsudviklingen, så flest mulige af os, der har sygdommen, kan bevare et aktivt liv og et liv med højest mulig livskvalitet længst muligt.”
Lokalafdelingen har selv stået for det store stykke arbejde med at opsætte og indsamle indsamlingsbøsserne rundt i lokalområdet. Det samme har andre lokalafdelinger over hele landet gjort. I bedste kysse-stil har de lokale butikker som noget nyt også solgt svanemærkede læbepomader med påskriften Kys sclerose farvel.
Alt i alt har indsamlingen givet 1.660.000 kroner på landsplan.

Det skal pengene gå til

De indsamlede midler vil indgå i den pulje penge, som Scleroseforeningens forskningsudvalg hvert år uddeler til forskere landet over. Scleroseforeningen finansierer en stor del af forskningen i sclerose i Danmark, og alene i 2013 har Scleroseforeningen uddelt omkring 11 millioner kroner til forskning i sclerose.
Mere end 90 procent af Scleroseforeningens finansieringsgrundlag består af privat indsamlede midler.
Sclerose rammer dobbelt så mange kvinder som mænd og bryder typisk ud i 20-35 års alderen, men kan ramme i alle aldre – også i barndommen.
Omkring 12.800 danskere lider sclerose, og hver dag får to nye danskere konstateret sygdommen. Det gør Danmark til et af de lande, hvor risikoen for at få sclerose er højest i verden.