Storstilet øvelse på Havnen
Forleden afviklede politiet i samarbejde med flere beredskaber en fuldskalaøvelse i Esbjerg. En stor del af øvelsen foregik på Esbjerg havn, men der var udrykningskørsel i flere dele af byen. På havnen var der figuranter, der agerede tilskadekomne og dræbte, ligesom der var indsatser fra myndighedernes side både på land, til søs med flere skibe og i luften med helikoptere. Redningsberedskab og sundhedsberedskab var også blandt deltagerne, ligesom ‘kommandocentralen’ inde på politigården i Kirkegade havde travlt. “Det er vigtigt, at vi ind i mellem øver de helt skarpe situationer, så vi kan udføre vores arbejde på den bedst mulige måde til gavn for borgerne,” siger politiinspektør Svend Erik Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi om øvelsen.