Fortsæt til indhold

Omgivelserne spillede med ved børnenes opera

KØS lagde rammer til en børneopera for elever fra Køges skoler i denne uge.

Arkiv
Martin Rasmussen

OPLEVELSE: Malerierne blev levende på KØS i Køge i denne uge - og de sang også!
Anledningen var et besøg af knap 100 børn i kunstmuseets smukke gobelinsal. De var inviteret inden for til det, der formentlig var en førstegangsoplevelse for de fleste af dem; en operaforestilling.
"Billederne synger" hed forestillingen, der er lavet særligt til børn, og hvor billederne bliver levende og træder ud af rammerne, og oplevelsen ramte plet hos de børnene.
Og sådan plejer det faktisk at være, fortæller initiativtageren bag forestillingen, Pia Rosenbaum, der sammen med resten af holdet har været rundt på 16 museer i hele landet med forestillingen.
- Det er en god alder at møde børnene i, fordi de er så nysgerrige, og vi har ikke oplevet endnu, at de ikke har siddet med åben mund og polypper under forestillingen, siger Pia Rosenbaum, der ikke har oplevet nogen skepsis over for den specielle udtryksform, som opera er eksponent for.
- Børn har ikke nogen fordomme, og de ved ikke, hvad de går ind til, siger instruktøren, der håber, at forestillingen blandt andet også kan være med til at afmystificere kunstarten, som mange danskere måske har et lidt distanceret forhold til.
- Vi møder børnene i øjenhøjde og giver dem samtidig en udfordring, for de præsenteres for samtlige virkemidler inden for operaen i løbet af 50 minutter, siger hun med et smil.
"Billederne synger" er en forestilling, som gruppen kun optræder med på museer rundt omkring i landet, og det er den perfekte ramme, mener Pia Rosenbaum - både fordi omgivelserne er væsentligt mere inspirerende end en gennemsnitlig gymnastiksal, og fordi museernes værker spiller perfekt sammen med temaet i operaen.
- Og så kan opera noget af det samme som billeder. Det blæser folk omkuld. Jeg husker, da jeg så Tosca første gang - jeg kunne være blevet i den verden, siger hun.
Operaen blev opført af Operaen i Midten fra Holstebro, og publikum bestod af elever fra 2. til 5. klasse. Forestillingen blev støttet af kulturudvalget i Køge Kommune.

Børnene var helt med, da KØS inviterede til opera.
- Det er en god alder at møde børnene i, fordi de er så nysgerrige, siger Pia Rosenbaum om publikum til børneoperaen. De kom fra 2.-5. klasse.
(Foto: JCJ).