Fortsæt til indhold

Indvielse af børnehus - Esbjerg får satellit

Arkiv
Arkiv

Forleden blev Region Syddanmarks Børnehus Syd i Odense - hvor børn, der har været udsat for overgreb, hurtigt kan få hjælp - indviet.
Esbjerg Kommune får i den forbindelse en satellit til Børnehus Syd, som åbner den 1. marts 2014. Etableringen af et regionalt børnehus indgår som et element i regeringens overgrebspakke fra 2012. Odense Kommune står for driften af Børnehus Syd, der, sammen med satellitten i Esbjerg, skal servicere alle 22 kommuner i Syddanmark.
Tanken bag afdelingen i Esbjerg er, at indsatsen overfor børn og unge, der har været udsat for et overgreb, skal være så nænsom som muligt, og derfor er der taget højde for afstanden til Børnehus Syd i Odense. Satellitten er også mere tilgængelig for de samarbejdspartnere, som er tættere på Esbjerg end Odense. I øjeblikket arbejdes der på den fysiske placering af Børnehus Syds afdeling i Esbjerg.
"Børnehuset er med til at sikre, at vi hurtigt kan yde den nødvendige hjælp og støtte i sager om overgreb mod børn, og satellitten i Esbjerg bliver en vigtig del af beredskabet i Region Syddanmark," siger Hans Erik Møller, der er formand for Børn og Familieudvalget.