“Den aften mistede Tyskland sin uskyld”
Fredericianere har dannet en komite for at markere Krystalnatten med et fakkeltog, som indledes ved Den Mosaiske Begravelsesplads
Den 9. november 1938. Der lå knuste ruder overalt i gaderne. Så mange, at mængden af glasskår kom til til at lægge navn til udåden. Krystalnatten.
Nazisterne smadrede jødiske butikker og hjem, ødelagde synagoger, pryglede jøderne og smed dem i kz-lejre.
Aldrig mere en Krystalnat. Racisme, hadesprog og undertrykkelse af religiøse og etniske mindretal skal vi på alle måder tage afstand fra.
“Krystalnatten SKAL markeres. Vi må ALDRIG glemme. Den aften mistede Tyskland sin uskyld,” lyder det fra Jacob R. Jacobsen, der har taget initiativ til dannelse af en komite, der markerer Krystalnatten i Fredericia den 9. november.
Alle politiske partier er inviteret.
“Det er ikke en demonstration. Det er en markering. Og det er folkelig markering, ikke en politisk,” understreger Jacob R. Jacobsen.
Det er i år 75-året for Krystalnatten.
“Min kone og jeg har bekendte, som har været med til at arrangere krystalnat-fakkeltog i Svendborg i 25 år. Vi synes, at 75-året er en god anledning til at bringe det til Fredericia. Vi har bestilt 100 fakler, og håber på i hvert fald et par hundrede deltagere,” siger Jacob R. Jacobsen.
“Vi har været vidne til hvordan minoritetsgrupper forfølges, og selv i vore nabolande har vi oplevet at mennesker myrdes på grund af deres etnicitet, religion eller seksuelle orientering. Senest har vi så oplevet hvorledes russiske homoseksuelle forfølges. At kunne leve i tryghed i et retssamfund burde være en menneskeret”, lyder det fra komiteen.
Markeringen vil foregå på selve 75-årsdagen den 9. november. Den indledes klokken 17 på Den mosaiske Begravelsesplads i Slesvigsgade, og efter en kort velkomst går fakkeltoget gennem Sankt Michaelis Kirkegård til Bülows Plads, hvor pastor Bodil Hindsholm Hansen vil holde hovedtalen. Komiteen efterlyser i øvrigt frivillige, som kan spille for til fællessang, Kontakt: aaeogjacobsen@mail.dk.