Nyt læserbrev

Lis Rasmussens åbne brev til borgmester Jens Christian Gjesing er her gengivet i sin helhed.
Åbent brev til borgmesteren…..
Af Lis Rasmussen Fårehave 117, 6100 Haderslev
Kære borgmester. Du er min sidste livline i Haderslevs kommunale system. Tag dig tid til at læse dette brev og mine spørgsmål og kom derefter tilbage med nogle brugbare svar.
Ja, jeg bruger en sætning, som jeg lige har læst i Haderslev Ugeavis. Efter at have læst brevet fra Dorte Lauridsen, tænkte jeg det var muligt at det gav mere vægt, hvis der kommer flere af den slags breve.
Kære borgmester - jeg håber og tror du får travlt!
I marts 2008 kom jeg tilbage til Danmark efter nogle år i Holland. Jeg havde fået arbejde i St. Anslet som kontorfunktionær og besluttede derfor at bosætte mig i Haderslev. Jeg er ellers fra Kolding og har, før vi flyttede til Holland, boet 18 år i Løgumkloster.
Det skal lige siges, at min mand arbejder for et Hollandsk firma i Holland. Han blev i Holland og boede i lejlighed der. I marts 2012 flyttede han tilbage til Danmark, dog stadig arbejdende i Holland. Han betaler A-skat i Holland (samt sygesikring) og B-skat i Danmark.
Jeg syntes at Haderslev var en spændende by med gode butikker og et spændende og rigt kulturliv. I 2009 besluttede vi at bygge hus i ny-udstykningen Fårehave. Lige før byggeriet gik i gang, nemlig i slutningen af september 2009, blev jeg ramt af en sygdom som hedder Trigeminusneuralgi. Det er nervesmerter i ansigtet og meget smertefuldt. Det gør ondt når man tygger, synker, taler, børster tænder. D.v.s. hver gang man bevæger tungen eller berører tænderne med tungen. Jagene kan vare et par sekunder og komme i serier. Men de kan også vare i et par minutter og jeg har haft op mod 90 anfald om dagen.
Jeg blev henvist til en neurolog, som påbegyndte en medicinering med epilepsimedicin (som man har fundet ud af hjælper mod netop disse smerter). Der skulle temmelig meget medicin til og jeg var stadig ikke smertefri. Til sidst sagde neurologen fra og henviste mig til neurologer i hospitalsregi. Jeg kom til Vejle Sygehus og der blev jeg behandlet af ikke mindre end 4 forskellige neurologer, som hver især prøvede sig frem uden åbenbart at have indgående viden om netop denne sygdom. Det hører med til historien, at der er ret mange bivirkninger forbundet med at tage al den stærke medicin.
Jeg lider af sløret syn/dobbelt syn, glimtvis syn/synsforstyrrelser, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, manglende energi, forvirret hed/bliver let stresset, konstant træthed, ufrivillige bevægelser, summen/rysten i fingre/arme/fødder, humørsvingninger og det sidste præparat jeg fik, gjorde at jeg sludrede som om jeg var fuld. Det var så også dette præparat, som oveni alle de andre gjorde at jeg blev smertefri. Imidlertid var jeg nu (februar 2010) blevet sygemeldt fra mit arbejde.
Jeg blev naturligvis indkaldt til at møde på jobcentret og det var OK for jeg havde jo et arbejde at vende tilbage til. Men fordi jeg ikke kunne fortælle min arbejdsgiver, hvornår jeg kunne begynde at arbejde igen, blev jeg fyret. Det skete 3 mdr. efter sygemeldingen og 2 uger efter rejsegildet på vores hus.
Jeg nåede at blive raskmeldt før min opsigelse var endelig, men da var jeg jo blevet fyret og fritstillet. På det tidspunkt havde jeg trappet ned i medicinen og havde ikke så mange bivirkninger. Jeg kom under de lediges faner og brugte mine 6 ugers selvvalgt til et regnskabskursus. Fra 1. januar 2011 til 31. december 2011 var jeg så heldig at få et barselsvikariat hos min gamle arbejdsgiver i Løgumkloster.
I løbet af det år trappede jeg yderligere ned i medicin og til sidst var jeg medicinfri og stadig smertefri. Det varede dog ikke længe. 2 uger efter jeg havde taget den sidste tablet, kom smerterne igen og meget værre end før. Ved et tilfælde blev jeg gjort opmærksom på, at specialisten på netop denne sygdom, var at finde på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital. Så jeg fik en henvisning til ham og fra det øjeblik, fik jeg en bedre sygdomsbehandling.
Samtidig fik jeg dog også at vide, at sygdommen desværre er kronisk og at jeg har den i svær grad. Det var selvfølgelig frygteligt at få at vide, men samtidig fik jeg også en stor indsigt i min sygdom og den medicin jeg tager. Jeg blev scannet, dog uden at man kunne se noget unormalt. D.v.s. at man ikke kunne sige, hvorfor jeg havde fået sygdommen. Fordi der ikke var noget unormalt at se på scanningen, kunne man ikke operere (mikrovaskulær dekompression). Da medicinen er såkaldt depotmedicin, er op- og nedtrapning ikke noget man lige gør på en uges tid.
Derfor gik der også noget tid før bivirkningerne blev så udtalte at de gjorde mig ude i stand til at varetage et arbejde. Det var derfor først i slutningen af maj 2012, at jeg blev sygemeldt igen. Så kom jeg for første gang ind i Haderslevs nu efterhånden så blakkede kommunale system. Den første sagsbehandler var meget forstående og nogle gange når jeg havde for ondt, sagde hun at jeg skulle tage hjem og så kunne vi tage konsultationen via e-mail. Hun sendte en mail med spørgsmål og jeg svarede. Det var fint. Hun kunne jo også se at jeg havde smerter. Den næste sagsbehandler jeg fik, var også vældig sød, hun var dog ikke så forstående. Men hun kunne heller ikke se at jeg havde ondt, for på det tidspunkt var jeg smertefri. Her var jeg ”kun” plaget at de ulidelige bivirkninger af medicinen. Dem kan man desværre heller ikke se, det er kun min ”fornøjelse”.
Det skal siges, at jeg troede en sagsbehandler var der for mig…..min fejl. Jeg gik helt uforberedt ind i manegen. Jeg havde ingen bisidder med, for jeg troede ikke det var nødvendigt. Jeg havde heller ikke læst socialloven eller sygedagpengeloven fra ende til anden, for jeg troede ikke det var nødvendigt. Jeg troede også at man ville tro på hvad jeg fortalte om hvordan jeg havde det, men jeg blev mødt med mistro og jeg havde en fornemmelse af, at man ikke troede at jeg ville arbejde. Der er jo ikke noget jeg hellere vil! Men jeg bliver hurtigt forvirret, kan ikke rumme tingene inde i mit hoved og så bliver jeg magtesløs. I magtesløshed og dopet af medicin græder man tit og kan ikke formulere sig klart. Der var ingen på jobcenter som kendte min sygdom. Jeg troede fejlagtigt at man så enten tog mine ord for gode varer eller i det mindste søgte oplysning om sygdommen på nettet.
Da jeg havde været sygemeldt i et halvt års tid, begyndte min sagsbehandler at synes, jeg lød trist og mente at jeg var depressiv og foreslog at jeg gik til psykolog. Jeg mente ikke at jeg havde en depression, men at jeg var nedtrygt over hele min uafklarede situation. Hun mente dog at jeg så i det mindste skulle ud af huset og sendte mig til fitness for at komme ud blandt andre.
Jeg fik et 6 ugers forløb, hvor jeg skulle møde til fitness 3 gange om ugen. Nu skal det siges at min sygdom intet har at gøre med opbygning af muskler eller afspænding eller lign. Det er som sagt en nervesmertesygdom i ansigtet. Men jeg var til fitness i 6 uger. Jeg talte stort set ikke med andre end den træner som var tilknyttet programmet, for alle andre trænede med øresnegle/ørebøffer på. Jeg spurgte min sagsbehandler om ikke det var på tide at der skulle ske noget i forhold til at grænsen på de 52 ugers sygedagpenge jo nærmede sig.
Hun syntes ikke at have travlt, men når jeg nu læser brevet fra Dorte Lauridsen, kan jeg forstå, at der har været ventetid. Så går tiden da også så fint! Mine sygedagpenge forsvinder jo lige pludseligt, men det syntes ikke at være noget problem – for sagsbehandleren/kommunen. Jeg har i samtalerne med sagsbehandleren tit spurgt om, hvad sker der hvis jeg ikke kan arbejde ret mange timer, eller slet ikke kan arbejde? Hun har sagt med et alvorligt udtryk, at hun i givet fald er bange for, at jeg kommer i den bunke hvor man trækker på skulderen og siger at man ikke kan gøre mere for mig. Det er ikke befordrende for ens helbred, kan jeg hilse og sige!
Hvis ikke man føler sig nedtrykt, så bliver man det! Hvis man nu fra kommunens og sagsbehandlernes side havde gjort mere, for at hjælpe sygemeldte til at komme godt ud på den anden side af en sygemelding, så var der måske en chance for at der var flere, som i sidste ende blev selvhjulpne og i stand til at varetage et arbejde og dermed få livskvaliteten tilbage. Men det er som om man kun er interesseret i at få folk skubbet helt ud af systemet, så det ikke er kommunens problem længere.
I november 2012 prøvede jeg at trappe lidt ned i medicin, for at se om jeg kunne leve med smerterne og se om bivirkningerne blev mindre. Uden held. Smerterne var uudholdelige og fordi jeg ikke nåede at trappe væsentligt ned, var bivirkningsgraden heller ikke formindsket. Min sagsbehandler indhentede i januar 2013 en statusrapport fra min neurolog ang. en deltagelse i et ressource forløb og en arbejdsprøvning. Han frarådede at der for daværende påbegyndtes et sådan tiltag. Min sagsbehandler fortalte, at det jo var hans vurdering ud fra et lægeligt synspunkt men at hun havde en lovgivning hun skulle holde sig til. Hvor er menneskeligheden blevet af i vores samfund, kan man spørge sig selv. Vi er reduceret til love og paragraffer.
Midt i marts 2013 startede jeg så endelig på Kompetencecentret til et afklarende forløb. I løbet af dette forløb laver man det der hedder en personlighedstest. Ud fra den vurderedes, at jeg ikke selv havde accepteret min sygdom og det faktum at den er kronisk. Derfor foreslog min kontaktperson der, at jeg blev henvist til en psykolog. Der var ventetid inden jeg kunne komme for, og imidlertid var jeg begyndt i arbejdsprøvning hos et firma i Gram. P.g.a. sygdom hos ejeren, måtte jeg stoppe efter et på uger og der blev fundet et andet praktiksted i Vojens. Det var på en klinik for Fysioterapi. Det var et utroligt rart og varmt sted, men også meget, meget travlt. Jeg havde faste rutiner, som jeg uden problemer lavede hver morgen, men så snart jeg skulle have flere bolde i luften, gik det galt. Jeg blev forvirret, stresset og glemsom.
Jeg var der i de 8 uger, som praktikken var på og jeg arbejdede 12-14 timer om ugen. Om eftermiddagen var jeg utrolig træt og måtte sove en del. To uger efter at min praktik i Vojens sluttede, var de 52 uger gået og sygedagpengene stoppede. Min sagsbehandler havde sagt at jeg skulle søge om kontanthjælp, når sygedagpengene stoppede. Som en god borger, gjorde jeg hvad jeg blev bedt om, vel vidende at jeg ikke ville få det.
Da vi kom til kontanthjælpslugen, blev vi vist ind til en sagsbehandler. ?? en ny? Hvorfor? Nååå, man får en ny når man kommer til en ny afdeling! Hun stillede en masse spørgsmål, men så ikke på de dokumenter, vi var blevet bedt om at med bringe….vi forstod ikke noget som helst. De dokumenter skulle vi aflevere ved skranken. OK, men hvem var hun så? I et humoristisk øjeblik, så vi os selv som Obelisk og Asterix på det Romerske kommunekontor! I samtalens løb, blev vi spurgt om, hvis jeg fik afslag om en forlængelse af sygedagpengene, vi så ville lade os skille!!!!!!!!! Hvad var det for et underligt spørgsmål? Hun fortalte os også at der ikke fandtes en ”synd for dig” paragraf.
Tilbage til ansøgningen om forlængelse af sygedagpenge. Efter at have ventet i lang tid, først på at min sagsbehandler skulle indhente alle nødvendige rapporter fra henholdsvis min læge, kompetencecentret, psykologen og neurologen og derefter på hun skulle have ferie i 4 uger, kom den foreløbige vurdering af min ansøgning om forlængelse af sygedagpengene. Ud fra den så det ikke ud til at kommunen ville give mig en forlængelse. Så var der en partshøring, hvor jeg fik lov til at komme med mit input. Det kom der ingenting ud af. I dag har jeg efter en uges venten, fået den endelige afgørelse. Afslag!
Altså kom jeg i den bunke, hvor man trækker på skuldrene og siger at man ikke kan gøre noget og at jeg må klare mig selv så godt jeg kan. For jeg begik den store fejl at gifte mig for 37 år siden og ikke sørge for at blive skilt inden jeg fik en kronisk uhelbredelig, men ikke dødelig sygdom! Jeg har altså ingen indtægt mere, men har stadig udgiften på mellem 1.000 og 1.200 kroner om måneden til medicin, samt kontrolbesøg hos neurologen i Glostrup, hvor der går ca. 1.000 kroner til benzin og broafgift. Så nu må vi sætte vores dejlige nye hus til salg!
Som udgangspunkt føler jeg mig ikke som et offer, men som efter noget tid i det offentlige system, kan man ikke komme til at føle sig som andet end offer for kommunens store fejekost. Så nu spørger jeg lige som Dorte Lauridsen: Hvornår accepterer Haderslev Kommune, at jeg (og andre i samme situation) har brug for hjælp til også at kunne leve et værdigt liv? Hvor mange familier, som min, skal evt. skilles efter 1. januar, for stadig at have et forsørgelsesgrundlag? Hvornår vil Haderslev Kommune hjælpe ufrivilligt syge borgere, som blev syge i en tid, hvor kontanthjælp ikke var en hjælp man kan regne med, når man ikke længere er berettiget til sygedagpenge? Er det det samfund, du ønsker at være borgmester for, hvor nedgørende menneskesyn er okay i forvaltningen?